I krisens tegn i krisens tegn

Alle vil have statens penge for at afbøde krisen - men hvor galt kan det gå? • Nogle har interesse i, at udsigterne ser meget dystre ud.

At 2009 bliver et år i krisens tegn, er efterhånden klart. Flere venner og kolleger bliver arbejdsløse - måske bliver man selv arbejdsløs. Boligejernes friværdier rasler ned, aktieformuer forsvinder. Virksomheder skærer ned eller krakker.

Men hvor galt kan det gå?

Meget galt, hvis man læner sig op ad de mest pessimistiske prognoser.

Men midt i en krisetid er det imidlertid også værd at huske på, at flere har en interesse i at få krisen og ikke mindst udsigten til den fortsatte krise til at se så dyster ud som muligt.

Det gælder f.eks. de organisationer, der lobbyer for, at staten skal spendere milliarder på offentlige investeringer for at holde dampen oppe i den tømmermændsramte byggesektor.

Her taler vi både om byggevirksomhedernes egen organisation, Dansk Byggeri, og byggefolkenes fagforeninger - bl.a. 3F og TIB.

Det gælder også almindelige industri- og servicevirksomheder, der lobbyer for at få staten til at skyde miliarder af kroner ind i en bankpakke II for at gøre det nemmere for dem at låne penge.

Det gælder bankerne selv, der for fleres vedkommende i den grad mangler penge for at sikre overlevelse oven på store tabsgivende engagementer.

Det gælder også eksportvirksomheder, der ikke kan få forsikret deres såkaldte eksportkreditter og derfor siger nej tak til ordrer, mens de lobbyer for at få staten til at gå ind og tage den risiko, som private forsikringsselskaber ikke vil tage.

Der har vel næppe i nyere tid været så mange interessenter, der har villet have statsstøtte i den ene eller den anden form, som nu. Det afgørende spørgsmål er så bare, hvor stort behovet reelt er - og hvor stor statens risiko er. Risikoen ved at give - og ved at lade være.

Mens de politiske forhandlinger om bankpakke II, der formentlig ender med at sende 70-100 mia. kr. ud i bankerne, er på sit højeste, så brager lobbyisternes kamp om endnu flere statspenge også løs.

I tirsdags søsatte landets vel nok mest magtfulde interesseorganisation, DI (tidligere Dansk Industri), en nærmest ”rekorddyster” prognose, som spår fald i BNP på 1,9 pct. i år sammenlignet med 2008. Desuden har organisationen opjusteret sit syn på ledigheden dramatisk. Indtil for ganske nylig ventede DI yderligere 30.000 ledige det næste år. Nu er scenariet i stedet 120.000 ledige ved årets udgang - en opjustering svarende til 38.000 ekstra arbejdsløse.

Samtidig slår DI også på tromme for bankpakke II, som organisationen nu har omdøbt samfundspakke. Det appellerer trods alt lidt mere til folket.

»Der skal komme en hjælpepakke, som skal frigive likviditet,« fastslog DI's direktør ved præsentationen af prognosen.

Det er ikke kun DI, der på det seneste har raffineret sit ordvalg. Kort før udskrivningen af op mod 100 mia. kr. betegner statsministeren nu bankpakke II som en ”kreditpakke”.

De grufulde beretninger om sunde virksomheder fanget i kreditklemme kommer til trods for, at Nationalbanken i sin egen undersøgelse af bankernes kreditgivning (som i øvrigt også blev præsenteret tirsdag) ikke har fundet tegn på, at bankerne nægter at give lån til kreditværdige virksomheder, selv om kreditgivningen er blevet strammet op.

Men lad os for en kort bemærkning gå et spadestik dybere ned i DI's bevisførelse.

DI's hovedbevis på kreditproblemerne er, at 37 pct. af 558 medlemsvirksomheder ifølge en undersøgelse fra december har ”oplevet markant dårligere adgang til kredit”.

Det noget ledende spørgsmål til virksomhederne lød ”har virksomheden oplevet dårligere finansieringsmuligheder de seneste måneder?”

Set i lyset af de åbenlyst svigtende og lemfældige kreditpolikker, som har givet banker tab for hundredevis af millioner kroner, kan det næppe undre, hvis bankerne trods alt omsider er begyndt at stramme op.

Hvor meget svarene reelt siger om eksistensen af en kreditklemme, er under alle omstændigheder meget usikkert. At tage medlemsundersøgelsen som endegyldigt bevis på en kreditklemme vil efter alt at dømme være en overfortolkning.

Det til trods for, at Dagbladet Børsen af selvsamme undersøgelse har udledt, at 33.000 selskaber er i akut pengenød.

Mens bankpakke II-forhandlingerne pågår, husker de andre lobbyister og organisationer at minde offentligheden om, at de også vil have penge.

Det gælder f.eks. Dansk Byggeri og fagbevægelsens BAT-kartel, der med en fælles plan for 13 mia. kr. af statens penge skulle kunne afbøde stigningen i ledigheden med 14.500 personer og samtidig give de sultne byggevirksomheder hos Dansk Byggeri noget at lave.

LO er gået skridtet videre og foreslår staten at sætte 17 mia. kr. af til at sikre beskæftigelsen for 17.000 byggefolk.

Organisationerne tøver ikke med at pege på løsningsforslag til ulykkelighederne, for de er på en mission.

Da den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik for byggebeskæftigelsen i fredags viste et sæsonkorrigeret fald på 1,5 pct. fra tredje til fjerde kvartal 2008 - og et år-til-år fald på 5,6 pct. - var Dansk Byggeri og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som er oprettet og finansieret af LO og medlemsforbund, hurtigt ude.

Dansk Byggeri forudså, at byggeledigheden vil vokse til langt over 10 pct.

»Antallet af ledige bygningsarbejdere vil stige eksplosivt gennem hele 2009, med mindre regeringen og Folketinget stimulerer bygge- og anlægssektoren,« fastslog organisationen.

AE Raadet fulgte trop:

»I lyset af de oplysninger, vi har om tilstanden i dansk økonomi og de vækstudsigter, der tegner sig i lyset af den finansielle krise, anbefaler vi, at der hurtigst muligt strikkes en vækstpakke sammen med offentlige investeringer,« konkluderede organisationen.

I parentes bemærket er byggebeskæftigelsen fortsat over det gennemsnitlige niveau i første halvår af det boomende 2006.

Mens erhvervsorganisationer og fagforeninger har det til fælles, at de er sat i verden for at varetage medlemmernes interesser, så er vismændenes udgangspunkt et andet. De er per definition uafhængige nationaløkonomer (universitetsprofessorer), og formålet med Det Økonomiske Råd er ”at følge den økonomiske udvikling og belyse de langsigtede udviklingsperspektiver samt at bidrage til at samordne de forskellige økonomiske interesser”.

Vismændene forventede i november en negativ økonomisk vækst på 0,5 pct. i 2009. I modsætning til flere organisationer bl.a. inden for byggesektoren mener vismændene imidlertid ikke, at tiden er inde til ”at brænde det finanspolitiske krudt af” gennem offentlige investeringer i f.eks. veje og renoveringer af skoler.

Vismændenes november-skøn er ikke nær så grelt som DI's friske BNP-skøn på minus 1,9 pct. i år. Men samtidig erkender vismændene allerede, at den økonomiske udvikling siden november er gået værre end forventet.

Det betyder, at vismændene kommer nærmere på det risikoscenario, som de præsenterede i november. Risikoscenariet kommer tæt på DI's prognose. Hvis risikoscenariet bliver virkelighed, betyder det bl.a. en ledighed over 150.000 personer i 2010.

Mens vi er ved de dystre scenarier, så spår Nationalbanken i sin seneste prognose fra 5. januar i sit allerværste risikoscenario en ledighed på op mod 7 pct. i slutningen af 2010 - svarende til 192.000 personer med den nuværende arbejdsstyrke.

Risikoscenariet forudsætter imidlertid, at en reel kreditklemme sætter ind og kombineres med en dyb international recession. I det tilfælde vil den negative økonomiske vækst overstige 2 pct. - og huspriserne vil falde yderligere 25 pct.

Men hvor meget en bankpakke vil kunne hjælpe dansk økonomi i 2009 og fremefter, findes der ingen sikre bud på.

De spæde erfaringer fra USA og Storbritannien er ikke ret opmuntrende - og selv de mest kompetente og uafhængige nationaløkonomer har næppe nogensinde i deres arbejdsliv været så meget i vildrede som nu. •

BRANCHENYT
Læs også