Advokater: Direktør-frie møder kan hindre svindel

Svindelnumre a la IT Factory vil kunne tages i opløbet, hvis bestyrelse sikres ret til årlige møder med revisorerne uden at have direktørens øjne i nakken. Det mener Danske Advokater, der foreslår lovændring.

Meget svindel i danske virksomheder kunne undgås, hvis bestyrelserne med loven i hånden kunne smide direktørerne uden for døren mindst én gang om året.

Så kunne bestyrelsesmedlemmerne uden at have hans kritiske øjne i nakken få en kammeratlig snak med revisorerne om, hvordan det i virkeligheden står til med regnskaberne.

Risiko kan reduceres
Det mener sammenslutningen Bestyrelsesadvokater under Danske Advokater, der foreslår sådanne direktørfrie møder indføjet i en modernisering af selskabsloven.

Møderne skal, ifølge advokaterne, fungere som et slags værn mod karismatiske direktører, der har så meget magt over deres bestyrelsesmedlemerne, at de ikke tør stille de kritiske spørgsmål i hans nærvær.

Samtidig kunne direktører ikke vide sig sikre på at få deres vilje gennemført, selv om bestyrelsesmedlemmer måske har misset, hvad der står i de dokumenter, som de har fået forelagt.

Formanden for Bestyrelsesadvokater, Niels Walther-Rasmussen, mener, at sådanne møder vil kunne reducere mulighederne for svindel.

»Det kan måske ikke sikre os mod en ny IT Factory-sag, men det vil kunne reducere mulighederne for, at den slags vil ske,« siger Niels Walther-Rasmussen.

»Sådanne møder vil kunne give bestyrelsen mulighed for at spørge ind til substansen i regnskaber uden at blive påvirket af direktionen, der i visse tilfælde kan have helt andre dagsordener end bestyrelsen.

Positive revisorer
Møderne vil sikre, at bestyrelsen kunne få en mundtlig dialog med uvildige eksperter, der bør have et indgående kendskab til virksomhedens cash-flow og generelle likviditetsstatus.

Samtidig vil møderne desuden have en præventiv effekt over for direktionen,« siger Niels Walther-Rasmussen.

Advokaterne mener, at møderne skal være lovfæstede, fordi det ellers ville kunne opfattes som mistillid til direktionen, hvis bestyrelsen selv bad om dem.

Eskild Jakobsen, formand for det udvalg i Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, der har beskæftiget sig med modernisering af selskabsloven, er positiv stemt over for forslaget.

»I nogle tilfælde kan sådanne møder måske dæmme op for svindel. Derfor er det bestemt et forslag, der skal drøftes,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også