Vrede over bankpakke

Mandag ventes den britiske regering trods stor vrede mod en letsindig banksektor at offentliggøre en redningspakke til 1.776 mia. kr. - 200 mia. pund.

Ifølge Daily Mail er der en meget stor risiko for, at skatteborgerne kan vinke farvel til en stor part af disse offentlige midler.

For bankerne har til ministrenes store vrede været alt for villige til at tage alt for store risici. F.eks. nævnes den store bank Royal Bank of Scotland, der nu kontrolleres af regeringen.

Finansministeriets embedsmænd, der gennemgik bankens bøger, blev rystede, da de så listen over skyldnere.

Ikke mindre end 21 mia. kr. var lånt ud til den russiske oligark Leonid Blavatnik i hans bestræbelser på at bygge et erhvervsimperium.

Premierminister Gordon Brown har den opfattelse, at flere af storbankerne bevidst har skjult omfanget af deres nødlidende gældsbreve, og han skælder hele sektoren grundigt ud, samtidig med at han kræver oprydning i dårlige gældsbreve.

Royal Bank of Scotland har måttet afskrive gælden på russerens konto, og det sender regningen videre til landets skatteydere.

Den britiske redningspakke skal bl.a. hjælpe boligsektoren, bilindustrien og små og mellemstore virksomheder.

Aftalen skal præsenteres i EU-systemet, fordi dele af den kan vurderes som statsstøtte til virksomheder.

BRANCHENYT
Læs også