Kampen mod uret

Opec kæmper for at sænke produktionen og tvinge oliepriserne i vejret. Indtil videre fortsætter de globale lagre imidlertid med at vokse og vokse.

Besøg på tankstationen er for tiden anderledes nænsomme for tegnebogen, end tilfældet var i sommeren i fjor.

Det priskollaps, som verden har været vidne til siden kulminationen på det tredje olieprischok, er dog ingen permanent tilstand.

I disse uger arbejder medlemmerne i Organisationen af Olieeksporterende Lande (Opec) på at nedbringe produktionen til de 24,845 mio. tønder, som de aftalte på et ministermøde i Algeriet i december.

De ændrede produktionskvotaer trådte i kraft fra årsskiftet, men endnu ligger produktionen i de fleste Opec-lande over det aftalte niveau. Forklaringen skal søges i tekniske forhold, der bl.a. betyder, at det ikke er muligt at foretage store produktionsændringer fra uge til uge uden risiko for at beskadige de oliebærende strukturer i undergrunden.

For oliemarkedet er det afgørende da heller ikke, om Opec har nedbragt produktionen til det aftalte niveau på en bestemt dato, men derimod om viljen til at overholde indgåede aftaler er intakt.

Ved årsskiftet lå produktionen i de 11 Opec-lande, der er omfattet af aftalen, på 27,65 mio. tdr. i døgnet, men ved udgangen af denne uge forventes produktionen at være nedbragt til 26,15 mio. tdr. i døgnet.

Olieproduktionen kan ikke umiddelbart sidestilles med den mængde olie, der er til rådighed på verdensmarkedet.

En række Opec-lande, internationale olieselskaber og enkelte kapitalstærke investorer har i løbet af januar valgt at lægge store mængder råolie på lager. I praksis er det sket ved at chartre supertankere, laste dem med råolie og lade dem ligge for anker på strategiske positioner i nærheden af de store markeder.

For olieproducenterne giver det mening, da priserne ellers ville være faldet endnu mere. For spekulanterne gælder en anden dimension: At oliemarkedet er i contango.

Det vil sige, at råolie til levering i dag er billigere end råolie til levering en gang i fremtiden; hvilket almindeligvis er et klart tegn på et marked, hvor udbuddet er større end efterspørgselen.

Råolie fra Nordsøen til levering i marts koster for tiden 44,25 dollars pr. tønde på The Intercontinental Exchange i London, mens amerikansk råolie på samme leveringstermin på New York Mercantile Exchange koster 43,25 dollars.

April-leverancer koster 45,65 dollars og majleverancer 47,15 dollars pr. tønde. Leverancer i december handles til 53,65 dollars pr. tønde ellers næsten 25 pct. mere end dagens priser.

Derfor giver det mening af lægge olie på lager. I det mindste for en kortere periode. Og lagrene bugner.

I den seneste uge voksede de kommercielle råolielagre i USA med 6,1 mio. tdr. til 332,7 mio. tdr., mens benzinlagrene voksede 6,48 mio. tdr. til 220 mio. tdr.

Samme billede kendetegner udviklingen i Europa, og derfor arbejder Opec målbevidst på at reducere olieproduktionen mere, end det økonomisk betingede fald i efterspørgselen berettiger til.

I USA lå olieforbruget i de fire uger, der sluttede den 16. januar, i gennemsnit på 19,4 mio. tdr. i døgnet. Det er 4,7 pct. mindre end i samme periode i fjor.

Opec satser imidlertid på at reducere olieproduktionen med 10 pct., hvilket er langt mere end det forventede fald i den globale efterspørgsel.

Forklaringen herpå er, at en produktionsnedsættelse, der svarer til den forventede efterspørgselsnedgang, næppe vil have den priseffekt, som Opec ønsker. De meget store kommercielle lagerbeholdninger i de olieforbrugende lande vil lægge en dæmper på oliepriserne, idet olieindustrien vil vælge at trække på lagrene, hvis priserne i en periode måtte begynde at stige.

Opec er derfor nødt til at vælge en strategi, der både tager højde for det forventede fald i efterspørgselen og samtidig medfører et fald i de kommercielle lagre. Målet er at frembringe en situation, hvor oliemarkedet vil vurdere efterspørgselen som højere end udbuddet og derfor begynde at handle råolien op i pris.

Saudi Arabiens olieminister, Ali al-Naimi, tilkendegav op til ministermødet i Algeriet for en god måned siden, at en råoliepris på 75 dollars pr. tønde vil være ganske passende for såvel olieforbrugere som olieproducenter.

Opec har intet officielt mål for olieprisen, men den erfarne olieministers udsagn er formentlig ganske dækkende for opfattelsen blandt de øvrige Opec-lande.

I Opec har ingen officielt ment, at de råoliepriser på næsten 150 dollars pr. tønde, der blev set i juli i fjor, var for høje.

Opec henholdt sig til, at »markedet var velforsynet med olie«, hvorfor de rekordhøje priser måtte være udtryk for andre faktorer end det aktuelle forhold mellem udbud og efterspørgsel.

Til gengæld vil Opec gerne vedstå, at de nuværende priser er alt for lave, da intet medlemsland kan skabe balance på statsbudgettet med så lave oliepriser.

Libyens leder, Muammar Kaddafi, erklærede i fredags, at råoliepriserne skal tilbage på 100 dollars pr. tønde, da »det ellers vil skabe en folkestemning for at nationalisere alle internationale interesser«.

Det statsejede dagblad al-Jamahiriya skrev for en uge siden i en ledende artikel, at »parlamentet bør kræve alle oliebesiddelser tilbage under statsligt ejerskab«.

En række internationale olieselskaber har i dag licens til at operere i Libyen, og chefen for det libyske statsolieselskab, Shokri Ghanem, har beroliget med, at »der kun er tale om medieskriverier«.

I den internationale olieindustri ses Muammar Kaddafis udtalelser og den ledende artikel i al-Jamahiriya som klare tegn på, hvordan Opec-landene økonomisk er sat under pres af de faldende oliepriser.

De fleste Opec-landes regeringer har økonomiske reserver til at modstå en periode med lave oliepriser, men frygten er, at det nuværende prisniveau vil være gældende gennem hele 2009.

Nogle frygter endda, at priserne vil falde yderligere, når efterspørgselen i forbindelse med fyringssæsonen over den nordlige halvkugle begynder at klinge af i løbet af den kommende måneds tid.

Olieanalytikere er stærkt i tvivl om, hvordan oliepriserne vil udvikle sig i år, fordi der hersker så stor usikkerhed omkring udviklingen i finansindustrien. Hvis skeletterne fortsætter med at rasle ud af skabene, og regeringerne må koncentrere opmærksomheden omkring at forhindre bankkollaps, vil udsigterne til en stabilisering af den økonomiske situation svæve i horisonten.

Af samme grund forventes den globale olieefterspørgsel at falde, efter at den igennem et kvart århundrede er steget støt med 1,5 til 2,0 pct. om året.

Opecs produktionsnedskæring vil få effekt, men hvornår det reducerede udbud bliver så mærkbart i oliemarkedet, at det får en prispåvirkende effekt, står indtil videre hen i det uvisse, blandt andet fordi endnu ingen kan vurdere, hvor megen olie der når at blive lagt på lager i de uger, der går, før Opecs olieproduktion er nede på de 24,845 mio. tdr. i døgnet.•

BRANCHENYT
Læs også