Gartner: Pc-salget bliver historisk lavt i 2009

Det næste år byder på en markant nedgang i pc-industriens vækst. Der er faktisk kun ét lyspunkt på en ellers sort himmel.

Computer-branchen står overfor et historisk stort fald i salget i 2009. Sådan lyder den barske udmelding fra analysehuset Gartner.

Analysefirmaet forudsiger, at der i 2009 bliver solgt 257 millioner enheder, hvilket vil være et fald på næsten 12 procent i forhold til 2008.

I 2001 faldt efterspørgslen samlet set med 3,2 procent.

"Pc-industrien står i øjeblikket overfor helt ekstraordinært dårlige tider på grund af nedgangen i den globale økonomi. Brugerne forlænger it-udstyrets levetid, og det giver fald i væksten," siger George Shiffler, der er research-chef hos Gartner.

Og Gartner står ikke alene med forudsigelsen om nedgangstider.

De store virksomheders pc-opkøb er gået tilbage i takt med, at selskabernes faldende omsætning har fået dem til at udskyde ellers planlagte indkøb.

Sammen med en tilbagegang i vækstmarkederne, der ellers har været motoren i pc-selskabernes vækstrater, udgør det en dødelig cocktail for pc-producenterne.

Og faldet kommer til at ske over hele linjen, vurderer Gartner.

Det bliver således både udviklings-markederne og markederne i de it-tunge lande, der går helt i stå.

"Langsommere vækst i bruttonationalproduktet vil svække efterspørgslen, og forlængelse af computernes levetid vil reducere udskiftninger, hvilket vil føre til et historisk lavt niveau. Det vil først vende, når tilliden til et opsving igen bider sig fast hos virksomhederne," siger George Shiffler

Eneste lyspunkt er, at antallet af de mobile enheder i 2009 kommer op på 155 millioner, hvilket er en ni procents stigning i forhold til 2008.

Det nye marked for de helt små netbook-computere, holder således stadig lidt gang i markedet. Danmark er også hårdt ramt af det dalende pc-salg, der i fjerde kvartal af 2008 er svundet ind for første gang siden 2002.

Ifølge tal fra analysefirmaet IDC blev der i det sidste kvartal af 2008 solgt 382.000 computere mod 429.000 i samme kvartal 2007

Det svarer til et fald på 11 procent, hvilket ligger godt i tråd med Gartners nye vurdering.

"Selskaberne, som står for den største del af indkøbene, har simpelthen smækket kassen i for nye pc-indkøb," siger Anders Elbak, der er senioranalytiker i IDC.

Blandt de private brugere er krisen ligeledes med til at stoppe salget.

Finanskrisens fyringsrunder og dårlige stemning betyder, at pc-salget på konsummarkedet også aftager, fordi mange private også holder igen med større investeringer.

IDC forventer dog en bedring allerede i løbet af 2010.

"Virksomhederne kan skyde pc-købet et halvt eller et helt år, men så begynder det også at knibe, fordi de er så afhængige af nye computere. Derfor vil der givetvis allerede til næste år være optur igen på pc-markedet," vurderer Anders Elbak.

Billigere maskiner
Selv om Netbook-udbredelsen er med at tage noget af faldet, bliver der ikke langet tilstrækkelig med modeller over disken til at redde hele branchen.

Eksempelvis falder salget af desktop-computer ifølge Gartner med næsten 32 procent i 2009 sammenlignet med året før.

Gartner forventer, at nedgangen i salget kommer til at betyde et fald i priserne på it-udstyr i det kommende år.

I slutningen af 2008 var gennemsnitsprisen i USA for en mini-notebook med 8,9-tommer skærm, Windows XP og 160 gigabyte harddisk på 2.650 kroner.

"Vi forventer, at et tilsvarende produkt i slutningen af 09 koster 2.350 kroner."

"Det primære salg af netbooks findes i øjeblikket i de modne markeder, men de lavere priser vil betyde, at produkterne bliver mere attraktive i udviklingslandene," lyder det fra Gartner-analytikeren.

BRANCHENYT
Læs også