Obligationer: Kursfald trods volatile aktiemarkeder

Det danske obligationsmarked lukkede tirsdag i negativt terræn, selvom stemningen på de europæiske aktiemarkeder fortsat bar præg af stor usikkerhed og høj volatilitet.

Den mindskede appetit efter de fastforrentede papirer tog udgangspunkt i udbudsbekymringer, hvor den amerikanske regering er tvunget til at udstede yderligere gæld for at finansiere lånene til blandt andet forsikringsselskabet AIG. Tal for det amerikanske boligmarked skuffede tirsdag eftermiddag, men var ikke nok til at vende rundt på stemningen på obligationsmarkedet.

Den toneangivende ti-årige danske statsobligation, 4 pct. 2019, lukkede tirsdag 0,37 point lavere i kurs 102,30 med en effektiv rente på 3,73 pct. Blandt realkreditobligationerne lukkede 4-35'erne 0,04 point lavere i kurs 90,53 med en effektiv rente på 5,05 pct.

- De europæiske obligationskurser ser lidt dyre ud på de her niveauer, sagde obligationsstrateg Orlando Green hos Credit Agricole til Bloomberg News. Der er da helt sikkert problemer for økonomien i eurozonen, men ikke i en så stor grad som i Storbritannien og USA, vurderede obligationsstrategen.

Tirsdag eftermiddag kom der tal for det amerikanske verserende boligsalg i januar, som viste et fald på 7,7 pct. i januar sammenlignet med en nedrevideret stigning på 4,8 pct. måneden forinden. Analytikerne havde ventet et mindre fald på 3,5 pct. i januar. Indekset kan bruges til at forudsige den faktiske salgsaktivitetet inden for boliger, da størsteparten af de verserende boligsalg bliver til faktiske salg inden for 1-2 måneder.

Den amerikanske centralbankchef Ben Bernanke holdte tirsdag tale og sagde, at det kan blive nødvendigt at udvide den eksisterende redningspakke til banksektoren på 700 mia. dollar, som allerede er blevet godkendt af regeringen. Det kan også blive nødvendigt med andre aggressive metoder foruden økonomisk hjælp, sagde Ben Bernanke.

Den amerikanske regering fortsætter de store auktioner for at finansiere redningsaktioner som mandagens lånebeløb på 30 mia. dollar til forsikringsselskabet AIG. Finanshuset Wrightson ICAP forventer auktioner i næste uge på samlet 60 mia. dollar. I sidste uge blev der sat rekord med et auktionssalg på 94 mia. dollar.

- Udbudsbekymringerne har en stor indvirkning på obligationsmarkedet og er den primære grund til, at renteniveauerne ikke er lavere med tanke på de makroøkonomiske offentliggørelser, sagde obligationsstrateg Karsten Linowsky hos Credit Suisse til Bloomberg News.

Chefen for Den Europæiske Centralbank Jean-Claude Trichet taler tirsdag kl. 18.30 i Frankfurt. Det sker forud for ECB-rentemødet på torsdag, hvor økonomerne venter en rentenedsættelse på 50 basispoint til 1,50 pct.

BRANCHENYT
Læs også