Kaptajn Straarup i orkanens øje

Både ordførende direktør Peter Straarup og formanden, Alf Duch-Pedersen, mødte stærk kritik på Danske Banks generalforsamling.

Foto: Emil Ryge Christoffersen

»Skibet sank, og skibet er vores penge. Hvor meget koster det os at slippe af med kaptajn Straarup?«

»Det er 162 kr. i minuttet, som I har formøblet. Er I stolte nu?«

»Jeg har ikke tillid til bestyrelsen. Jeg tror ikke, at den har det fornødne internationale købmandskab.«

Sådan lød nogle anklagerne forklædt som spørgsmål fra aktionærerne til bestyrelsesformand Alf Duch-Pedersen og ordførende direktør Peter Straarup i går på Danske Banks generalforsamling.

Besværlig ankomst
Man kunne følge aktionærernes vandring mod Bella Centeret på Amager, allerede en time før generalforsamlingen gik i gang. Nogle kom med bus, andre i bil, og mange tog metroen. Der var de letgenkendelige med deres gråsprængte hår, mørke herrejakker, læderhandsker og attachetasker.

Nogle gik vredt og målrettet. Andre gik meget dårligt med stok og paraplyer som støtte. Alle måtte trave en stor omvej rundt om en byggeplads med tre kraner for at nå frem til kaffe, kransekage og formandens beretning i Hal A.

Fattigere aktionærer
Bankens ejere har set deres formuer svinde ind. Aktiekursen i Danske Bank har i dag blot en femtedel af den værdi, den havde for omkring et år tilbage.

Vrede, skuffede og en hel del milliarder fattigere eller ej. Der var under alle omstændigheder helt stille i salen, da formandens beretning gik i gang.

Bestyrelsesformand Alf Duch-Pedersen kom ikke mere end 10 minutter ind i sin 45-minutters lange beretning, der bl.a. gengav årsregnskabet i detaljer, før flere af aktionærerne dinglede med hovederne og kæmpede mod søvnen.

Utilfredshed med kursen
Den monotone oplæsning og den dæmpede belysning, der mindede om en stjernehimmel, må have haft sin beroligende effekt.

Formanden kiggede kun kort og sjældent ud over forsamlingen, da han kronologisk gennemgik sidste års katastrofer: Subprime-krisen. Banken Lehmann Brothers' kollaps. Tabet på IT Factory. Årsregnskabet.

»Danske Bank-aktiens udvikling i 2008 er vi helt klart ikke tilfredse med,« sagde han mod afslutningen.

Helt stille
Da han trådte ned fra talerstolen, var der helt stille. Ikke en eneste af de 727 tilhører klappede.

ATP's fondschef, Bjarne Graven Larsen, var den første på talerstolen efter formanden. Han spurgte, bl.a. om der er behov for at overveje fornyelse i bestyrelsen.

»Verden har fuldstændigt og fundamentalt forandret sig. Jeg støtter, at man skal kigge på en afvejning mellem fornyelse og kontinuitet,« sagde han.

Mere overvågning, tak

Efter Bjarne Graven fulgte interesseorganisationen Dansk Aktionærforening, der påpegede, at Peter Straarup styrer forretningen uden at blive overvåget ordentligt af bestyrelsen.

»Spørgsmålet er, om alle bestyrelsesmedlemmer har det fulde overblik over alle regnskabsposter, og hvem der egentlig styrer forretningen. Jeg vil opfordre ejerne til at kigge på, om der trænger til en udskiftning i bestyrelsen,« sagde Søren Svendsen, næstformand i Dansk Aktionærforening. Dermed satte Danmarks største pengetank og aktionærernes interesseorganisation gang i et tre timers debatmøde, der netop handlede om, hvor ansvaret skulle placeres.

Nogle talere krævede bestyrelsesformanden afløst, andre gik efter ordførende direktør Peter Straarup.

Alf Duch-Pedersen gik frem og tilbage mellem talerstolen for at besvare kritikken.

»Hvis vi kigger på vores ledelse, har Straarup i mange år været vurderet som Danmark bedste leder. Det er mig uforståeligt, at det pludseligt skulle have ændret sig på baggrund af fjerde kvartal med en recession, der er kommet med sådan en kraft. Derfor har bestyrelsen fortsat tiltro til den ordførende direktør,« sagde Alf Duch-Pedersen.

Peter Straarup kiggede med fra den øverste kant af læsebrillerne. Han sad på midten af podiet med armen i en hudfarvet slynge på grund af et cykelstyrt.

Han gik blot en enkelt gang op for at besvare på faktuelle spørgsmål og holdt sig helt fra at besvare de personlige angreb på hans evne til at føre forretningen videre. Også da han gik ned af talerstolen, var der stille i salen.

Uden brok

Da alle aktionærer var hørt, gik den egentlige dagsorden i gang. Det er på en normal generalforsamling i Danske Bank tæt på at være formalia, at bestyrelsens forslag kommer igennem uden det store brok. Men sådan var det ikke i år.

Denne gang krævede forsamlingen skriftlig afstemning om bestyrelsens genvalg og om, hvorvidt bestyrelsen kunne få fornyet bemyndigelsen til at lade banken erhverve egne aktier.

»Er i klar over, at denne generalforsamling er en fis i en hornlygte? Vi har intet at sige mod disse herrer,« sagde Egon Gertsen, tidligere it-direktør, der sammen med aktionær Ove H. Ejlertsen stillede op til bestyrelsen.

Flere klapsalver

»Jeg har større international erfaring end den siddende bestyrelse tilsammen,« sagde fællen Ove H. Ejlertsen, der afsluttede med et lille stamp i podiet og så:

»Jeg er så rasende!«

Han blev fulgt ned af podiet med klapsalver.

Men Alf Duch-Pedersen stod fast på sit svar.

»Bestyrelsen har ikke følt, at de to kandidater har opfyldt de ønsker, vi har til kompetencer,« sagde han.

Ifølge afstemningen var hovedparten af ejerne enige med formanden. Den siddende bestyrelse fik 108 mio. stemmer, mens Ove H. Ejlertsen - der stiller op for andet år i træk - fik ca. 37.400 stemmer og Egon Gertsen ca. 23.600 stemmer.

Stort ansvar

Tilbage er spørgsmålet om, hvem der har ansvaret for udviklingen i banken.

Peter Straarup eller Alf Duch-Pedersen?

»Jeg synes, det er ganske rimeligt at spørge, hvem der er ansvarlig, for det er der kun en part, der er: Det er bestyrelsen. Det er bestyrelsen, der vælger direktionen. Det ansvar kan jeg godt have hvilende på mine skuldre,« sagde formanden...

BRANCHENYT
Læs også