Helle Thorning vil bygge 5.000 billige boliger

Hvad der ikke er lykkedes for Ritt Bjerregaard på Københavns Rådhus, bliver nu til en socialdemokratisk mærkesag på Christiansborg

Foto: Colourbox Foto: Colourbox

Der skal bygges 5.000 billige boliger inden for de næste to år, skriver Politiken mandag.

Sådan lyder ét af de konkrete forslag i den socialdemokratiske vækstpakke, som Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, bebudede for nylig, og som hun nu gør mere konkret.

»Trods de faldende boligpriser, er det meget få mennesker med almindelige indtægter, der har råd til en ejerbolig i København«, siger Helle Thorning-Schmidt til Politiken.

Derfor foreslår Socialdemokraterne at afsætte 4 milliarder kroner til at sætte gang i det almene byggeri, som stort set har ligget stille de seneste år. Pengene skal bl.a. gå til at holde huslejen på de nye almene boliger så langt nede som muligt - og kommunerne skal have mulighed for at yde direkte huslejetilskud.

»Vi står over for det valg, om vi vil have et samfund med en almen sektor, eller om vi ønsker, at den langsomt skal forfalde. Hvis vi ikke gør noget, er det kun dem, der absolut ikke kan få fat på andet, der bor i de almene boliger. Det har aldrig været meningen«, siger Helle Thorning-Schmidt til Politiken.

Det socialdemokratiske forslag indeholder også forslag om tilskud til renovering af private boliger, til byudvikling og til ghettoindsats. I alt 15 milliarder kroner, skriver Politiken.

Venstres finansordfører, Peter Christensen, mener, at de socialdemokratiske forslag er helt urealistiske.

»Der er behov for at stimulere økonomien, og summen af de mange initiativer, vi har taget de sidste to måneder, er faktisk relativt større end det, amerikanerne har bevilget. Den reelle uenighed går på, om man skal stimulere ved at give folk skattelettelser, eller om det kun skal ske gennem diverse støtteordninger styret af politikerne«, siger Peter Christensen til Politiken.

BRANCHENYT
Læs også