Aktier: Bankerne trækker Europa lavere

De tre store europæiske aktiemarkeder ligger mandag middag med solide kursfald, idet specielt bankaktierne trækker indeksene lavere med store fald.

Britiske Lloyds er i løbet af weekenden blevet mere eller mindre nationaliseret, efter at regeringen har øget sin andel i banken til 77 pct. Bekymringerne om fortsatte tab i banksektoren på udlån trækker generelt bankaktierne lavere.

Det britiske FTSE 100 indeks falder 1,6 pct. til 3476, mens det tyske DAX 30 indeks taber 1,7 pct. til 3602. Det franske CAC40 indeks ligger 2,2 pct. lavere i 2478.

- Vi er tydeligvis i en dyb recession og vi er fortsat på vej yderligere ned for de fleste økonomier, siger investeringschef Michael Dicks hos Barclays Capital til Bloomberg News.

Ingen er helt nået til det punkt, hvor de føler det er bunden for aktiemarkedet, og at checkhæftet dermed kommer frem med henblik på at købe aktier, bemærker investeringschefen.

Den britiske bankkoncern Lloyds ligger 7,4 pct. lavere i 38,8 pence, idet den britiske regering skyder yderligere penge i banken. Fra tidligere at have siddet på 43 pct. af aktierne i Lloyds kommer statens ejerandel nu til at stige helt op til 75 pct. Det rapporterer medierne over en bred kam mandag. Den britiske stat garanterer banken mod tab for op imod 260 mia. pund. Britiske Barclays ligger 11,6 pct. lavere i 57,3 pence.

Ikke alt er skidt nyt for banksektoren, eftersom at indtægterne i februar hos den tyske bankgigant Deutsche Bank bekræfter den positive udvikling i januar, hvor indtægterne lå på 2,8 mia. euro. Det udtaler den administrerende direktør Josef Ackermann til avisen Handelsblatt. Aktierne i Deutsche Bank ligger 0,8 pct. højere i 18,9 euro.

Det svenske industriselskab Electrolux er i fokus, idet finanshuset Carnegie har hævet sin anbefaling af aktien til "outperform" fra "neutral", idet lavere materialeomkostninger vil kunne øge indtjeningen. Aktien ligger 0,4 pct. højere i 57,8 skr.

Mineselskabet Lonmin ligger 6,1 pct. lavere i 1039 pence, efter at det amerikanske finanshus JPMorgan har sænket sin anbefaling på aktien til "undervægt" fra "neutral", grundet fortsat store udfordringer med at mindske produktionsomkostningerne.

Det amerikanske medicinalselskab Merck har mandag oplyst om planerne for et opkøb af konkurrenten Schering-Plough, hvilket øger fokus på den europæiske medicinalsektor. AstraZeneca ligger 1,7 pct. højere i 2183 pence, mens franske Sanofi-Aventis ligger 2,1 pct. lavere i 25 euro.

Olieprisen ligger mandag eftermiddag lidt højere i 45,9 dollar pr. tønde og dermed steget pænt de sidste par dage. Det understøtter olieaktierne, hvor britiske BP ligger 2,3 pct. højere i 35,3 euro, mens italienske Eni ligger 0,3 pct. lavere i 12,3 euro.

BRANCHENYT
Læs også