Aktier: Europa med udsving i begge retninger



Det er en uensartet stemning, som florerer blandt de europæiske børser efter tirsdagens solide fremgang, der fandt sit fodfæste i den gennemtævede finanssektor.

Flere finansaktier fortsætter de pæne stigninger, og ellers har onsdagen budt på regnskab fra tyske Lufthansa samt spekulationer om den europæiske bilsektor.

Den amerikanske Dow Jones future ligger 59 point højere.

Det britiske FTSE 100 indeks falder 0,2 pct. til 3708, mens det tyske DAX 30 indeks stiger 1,6 pct. til 3947. Det franske CAC40 indeks ligger 1,3 pct. højere i 2698.

- Der har været en række personer, som i flere dage har varslet, at med det skrækkelige "sell-off", vi har oplevet, ville vi meget vel kunne se et marked "rebound" meget snart. Jeg er ikke overrasket over, vi har et "rally" fra disse niveauer, og det kan uden tvivl gå væsentligt højere. Men det vil være en utroligt modig mand som turde sige, at vi nu har set det laveste niveau, sagde Andrew Milligan, global strategileder hos Standard Life Investments til Bloomberg Radio.

Europas næststørste flyselskab, tyske Lufthansa, offentliggjorde i regnskabet for 2008, at overskuddet faldt 64 pct. og forventer, at indtjening vil falde betydeligt i 2009. Lufthansa har ikke kunnet formå at reducere kapaciteten hurtigt nok til at matche det accelererende fald i efterspørgslen som følge af den globale økonomiske nedgang. Passagerantallet faldt 3,3 procentpoint i februar, og dette på trods af at flyselskabet havde nedtrappet kapaciteten med 5,7 pct. Lufthansa stiger i et positivt marked 2,7 pct. til 8,4 euro.

- Prognoserne er ikke særligt konkrete. De er nødt til at være endnu mere omkostningsbesparende, og i værste henseende må de lade fly blive stående jorden, sagde Martina Noss, en analytiker fra NordLB, til Bloomberg News.

Deutsche Bank stiger 6,7 pct. til 24 euro, efter en af bankens enheder forsøger at genvinde nogle af de tabte midler, som forsvandt i sammenbruddet af amerikanske Lehman Brothers sidste år. Men også de engelske finansaktier oplever en fortsat medgang efter tirsdagens solide stigning, hvor Barclays stiger 7,9 pct. til 72,8 pence.

Marketscope skriver, at der er rygter i markedet om fusioner eller samarbejde i bilsektoren, hvor kandidaterne er BMW, Renault og Peugeot Citrone, som er den næststørste. BWM stiger 7,6 pct. til 23,2 euro. Europas største bilproducent, Volkswagen, får onsdag indledt sin dækning af det franske finanshus Societe Generale med en købsanbefaling. Volkswagens aktie stiger 0,5 pct. til 211 euro.

Den italienske energiproducent, Enel, kan blive nødsaget til at sælge aktier, frasælge aktiver og reducere sin dividende eftersom den italienske energigigant søger løsninger til at kunne finansiere sin gæld på mere end 60 mia. euro. Aktien falder 1,3 pct. til 3,4 euro.

- Der er ikke nogen afgørelse, der ikke vil gøre ondt på investorerne. Hvis de sælger aktier, vil aktiekursen falde yderligere, og hvis de skærer udbyttebeløbet vil investorerne også tabe. Det er ikke noget nemt valg for Enel, sagde Stefano Perotto, fondsforvalter hos Nuovo Investimenti til Bloomberg News...

BRANCHENYT
Læs også