Atier: Topdanmark tabte pusten i positivt marked

Den positive stemning på fondsbørsen forsatte onsdag for tredje dag i træk. C20 oplevede solid fremgang fra morgenstunden, men faldt en anelse tilbage i den sene handel og endte 1,7 pct. højere i 225,33.

Dagen var præget af regnskaber fra Topdanmark og rederiet Torm, men det var finansaktierne, som endnu engang stjal det overordnede billede.

- Vi ser, at de gode tendenser fortsætter onsdag - dog lidt aftaget fra dagens højeste niveau på knap 4 pct. Det er igen finansaktierne, som præger det overordnede billede, og flere aktier rider med på den positive bølge, hvor Carlsberg, DSV og Novo Nordisk oplever pæne stigninger og er med til at løfte C20 for tredje dag i træk, sagde aktiehandler Martin Munk fra Jyske Bank.

Den danske forsikringskoncern Topdanmark aflagde regnskab for fjerde kvartal 2008, som skuffede en smule på præmievæksten, mens det forsikringstekniske resultat af skadeforsikringen var 16 pct. bedre end konsensus, vurderede Jyske Bank. Aktien endte 0,4 pct. højere i 507 kr. efter at have ligget med en stigning på godt 6 pct.

- Resultatet før skat var som konsensusforventningen, men noget under vores forventning. Combined ratio endte i fjerde kvartal på 83,3 pct. (Jyske Banks forventning var 83,0, mens konsensus var 87,2 pct.). Vi opfatter regnskabet som klart tilfredsstillende, men ikke prangende, konkluderede Jyske Bank.

Finansaktierne var endnu engang centrum for aktiviteten på fondsbørsen. Danske Bank endte med en solid stigning på 6,9 pct. til 40,1 kr. Den finske forsikringskoncern Sampo Group har øget sin ejerandel i Nordea til 15 pct. Før ejede Sampo 12,1 pct. af aktierne. Sampo har desuden forpligtet sig til at tegne sig for en del af aktierne i den nyemission, der skal finde sted i marts-april. Nordea lukkede 6 pct. højere i kurs 33,9 efter en stigning på godt 20 pct. tirsdag.

- Der har været et positivt nyhedsflow fra den finansielle sektor siden ugens start med HSBC, Citigroup og Deutsche Bank i front. Disse samt mere positive toner fra Ben Bernanke, har onsdag været med til også at løfte de finansielle aktier yderligere, udtalte Martin Munk fra Jyske Bank.

D/S Torm oplevede noget af en bølgegang, efter at tankrederiet aflagde årsregnskab torsdag morgen. Aktien toppede med en stigning omkring 14 pct., men endte 8,4 pct. højere i 54 kr. Selve resultatet af Torms anstrengelser i 2008 lå en kende lavere end ventet, men det havde ikke den store påvirkning i det store billede, vurderede analytiker Karsten Sloth fra Jyske Bank.

Jyske Bank hævede sin anbefaling af rederiet Norden til "køb" fra tidligere "sælg". Siden banken indledte sin dækning af aktien, er den faldet med godt 30 pct., hvilket Jyske Bank anser for en overreaktion. D/S Norden steg 0,8 pct. til kurs 153,5.

Vestas offentliggjorde onsdag middag, at Boeing blev den store amerikanske samarbejdspartner for vindmølleproducenten. Oven i hatten fik Vestas-aktien en salgsanbefaling af tyske DZ Bank, der startede dækning af aktien med et kursmål på 30 euro eller 223 kr. Vestas steg 3,4 pct. til 248 kr.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )
Sendt: 20090311 171331+0100

BRANCHENYT
Læs også