Aktier: Uensartede udsving i C20

Bekymringerne er blusset op, og de europæiske aktier falder efter de seneste dages optur, dog er faldene reduceret i torsdagens indledende handel

Hos C20-indekset bliver det til uensartede udsving, og C20-indekset klarer sig med et fald på 0,1 pct. til 225,11.

Genmab kommer godt fra start, efter at UBS har sat aktien på sin anbefalingsliste.

- Fokus er flyttet tilbage på de makroøkonomiske tal, hvor vi har fået svage tal fra Asien, og fokus er nu rettet mod torsdagens detailsalgstal fra USA. Bekymringerne er kommet op til overfladen efter de seneste dages aktiefremgang. Genmab har fået en købsanbefaling af UBS, og finanshuset har sat aktien på sin "preferred-list", udtaler afdelingschef for skandinaviske aktier Ole Kjær Jensen fra Sydbank til RB-Børsen.

Genmab kommer godt af sted med en stigning på 2,7 pct. til kurs 217,3 efter købsanbefalingen fra UBS, som også har sat Genmab på den udvalgte liste "preferred-list". Biotekbranchen får også ekstra opmærksomhed, efter at det schweiziske medicinalselskab Roche er nået til enighed med det amerikanske biotekselskab Genentech om en venligtsindet overtagelse. Efter flere forgæves forsøg vil Roche nu overtage aktierne i Genentech for 95 dollar pr. aktie.

DSV falder 0,4 pct. til kurs 42,10. DSV har fået regnskabsnyt fra schweiziske Panalpina, hvor omsætningen er klart under analytikernes forventninger, mens EBIT stort set er på linje med forventningerne. Panalpina, som har sin styrke i sø- og luftfragt, skriver, at indtjeningen er ramt af valutaudsving og lukningen af aktiviteterne i Nigeria. Koncernen vil effektivisere ved at skære 1400-1600 stillinger væk, hvilket svarer til 10 pct. af arbejdsstyrken.

Auriga falder 0,6 pct. til kurs 83. Den tyske gødningsproducent K+S har torsdag morgen aflagt årsregnskab, hvor især omsætningen for 2008 skuffer. K+S ser fald i både omsætningen og indtjeningen i 2009, og faldet i omsætningen ventes at blive "betydeligt", dog ventes prisstigninger at mindske effekten på bundlinjen. I 2010 ventes omsætningen at stige igen. Udviklingen hos K+S, som er direkte konkurrent til norske Yara International, giver en indikation for landbrugets investeringslyst i afgrøderne, og dermed en indikation for Aurigas afsætningsmuligheder.

Carlsberg falder 0,5 pct. til kurs 213. Bryggeriet vil ikke deltage i yderligere konsolidering i branchen, selv om belgiske Anheuser-Busch Inbev har sat fart på sine frasalg. Bestyrelsesformand Poul Krogsgaard-Larsen melder helt kategorisk pas og vil ikke byde ind på eksempelvis Oriental Brewery i Sydkorea, Beck's i Tyskland eller andre muligheder. Kassen er helt og aldeles smækket i. Det skriver Jyllands-Posten torsdag morgen.

Schouw & Co. må se i øjnene, at 2008 blev et år med kæmpe underskud. Næsten 1 mia. kr. har koncernen tabt i 2008, hvor den i 2007 havde et overskud på 1683 mio. kr. Bundlinjen er ramt af goodwill nedskrivninger af Martin Gruppen på 213,1 mio. kr. samt værditab i Vestas-aktieposten. For 2009 venter Schouw en omsætning på godt 9 mia. kr. og et resultat før skat mellem 50-150 mio. kr. eksklusive beholdningen af Vestas-aktier. Schouw-aktien er endnu ikke handlet.

Solars regnskab viste en omsætningsfremgang til 1,5 mia. euro fra 1,367 mia. euro i 2007. Driftsindtjeningen (EBIT) faldt til 58,3 mio. euro fra 71,2 mio. euro. Aktien er endnu ikke handlet.
..

BRANCHENYT
Læs også