Aktier: Sur stemning tiltaget i styrke

Den sure stemning på den europæiske scene er tiltaget i styrke, og det slår også igennem på fondsbørsen i København.

Her har C20-indekset over middag tabt 1,5 pct. til 222,03. Genmab går mod strømmen, efter at UBS har sat biotekaktien på sin anbefalingsliste.

- Det er en mat og nervøs stemning, som præger billedet. Det skal dog bemærkes, at udviklingen sker under lav aktivitet. Den sure stemning på de europæiske markeder bliver understøttet af meget svage tyske industriproduktionstal samt et svagt regnskab fra den tyske luksusbilproducent BMW, vurderer afdelingschef for skandinaviske aktier Ole Kjær Jensen fra Sydbank til RB-Børsen.

Genmab stiger 4,4 pct. til kurs 220,8, hvilket har afsæt i positive meldinger fra UBS. Finanshuset' har sat Genmab-aktien på sin udvalgte anbefalingsliste "preferred-list", og selskabet fik hævet anbefalingen til køb fra neutral. UBS fastholder kursmålet på 270 kr. og pointerer, at Genmab-aktien er faldet 30 pct. siden toppen den 9. februar, hvilket er sket uden betydelige nyheder fra Genmab. I analysen pointeres det, at der er udsigt til en amerikansk godkendelse af Arzerra CLL (mod kronisk lymfatisk leukæmi) i de kommende uger, og der er mulighed for at Arzerra ud over godkendelsen kan få en positiv anmærkning (priority) af de amerikanske sundhedsmyndigheder FDA.

Biotekbranchen får også ekstra opmærksomhed, efter at det schweiziske medicinalselskab Roche efter flere måneders kamp er nået til enighed med Genentech om et opkøb til 95 dollar pr. Genentechaktie.

Tørlastrederiet D/S Norden 1,0 pct. lavere i kurs 152. Finanshuset Standard & Poor's Equity Research har reduceret kursmålet på Norden-aktien til 176 kr. fra 213 kr.

DSV falder 2,8 pct. til kurs 41,3. DSV har fået regnskabsnyt fra schweiziske Panalpina, hvor omsætningen er klart under analytikernes forventninger, mens EBIT stort set er på linje med forventningerne. Panalpina, som har sin styrke i sø- og luftfragt, skriver, at indtjeningen er ramt af valutaudsving og lukningen af aktiviteterne i Nigeria. Koncernen vil effektivisere ved at skære 1400-1600 stillinger væk, hvilket svarer til 10 pct. af arbejdsstyrken. Panalpina-aktierne falder 3,5 pct.

Auriga ligger uændret i kurs 83,5. Den tyske gødningsproducent K+S har torsdag aflagt årsregnskab, hvor især omsætningen for 2008 skuffer. K+S-aktien smider 7,3 pct. efter regnskabet. K+S ser fald i både omsætningen og indtjeningen i 2009, og faldet i omsætningen ventes at blive "betydeligt", dog ventes prisstigninger at mindske effekten på bundlinjen. I 2010 ventes omsætningen at stige igen. Udviklingen hos K+S, som er direkte konkurrent til norske Yara International, giver en indikation for landbrugets investeringslyst i afgrøderne, og dermed en indikation for Aurigas afsætningsmuligheder.

Schouw & Co., som ligger uændret i kurs 73,5, må se i øjnene, at 2008 blev et år med kæmpe underskud. Næsten 1 mia. kr. har koncernen tabt i 2008, hvor den i 2007 havde et overskud på 1683 mio. kr. Bundlinjen er ramt af goodwill nedskrivninger af Martin Gruppen på 213,1 mio. kr. samt værditab i Vestas-aktieposten. For 2009 venter Schouw en omsætning på godt 9 mia. kr. og et resultat før skat mellem 50-150 mio. kr. eksklusive beholdningen af Vestas-aktier.

Solars regnskab viste en omsætningsfremgang til 1,5 mia. euro fra 1,367 mia. euro i 2007. Driftsindtjeningen (EBIT) faldt til 58,3 mio. euro fra 71,2 mio. euro. Solar-aktien stiger 2,9 pct. til kurs 144.

BRANCHENYT
Læs også