Obligationer: Rentestigninger på aktiefremgang

Investorerne søgte mandag morgen fra obligationsmarkederne og over i aktiemarkedet, hvor en rigtig god stemning havde overtaget.

Det gav kursfald hos obligationerne og rentestigninger. Banksektoren ledte stigningerne efter gode nyheder fra Deutsche Bank og HSBC. Yderligere har det været en travl weekend med en række meldinger fra den politiske front.

Den toneangivende ti-årige danske statsobligation, 4 pct. 2019, åbner 0,50 point lavere i kurs 102,03 med en effektiv rente på 3,76 pct. Blandt realkreditobligationerne ligger 4-35'erne 0,15 point lavere i kurs 91,43 med en effektiv rente på 4,96 pct.

De store europæiske aktiemarkeder åbner mandag morgen med solide stigninger i omegnen af 1,5 pct., efter at Deutsche Bank og HSBC ikke har brug for statslig hjælp. Det styrkede investorernes tro på fremtiden, og de søger over i aktiemarkedet. Ifølge flere aviser arbejder britiske Barclays på frasalg for at undgå statslig hjælp med garantier for dårlige udlån.

G20-landenes finansministre bekræftede i weekenden deres bestræbelser på at bekæmpe konjunkturnedgangen, og de pointerede med fælles stemme, at der fra politisk hold vil blive gjort hvad der er muligt. Det var dog småt med meldinger om konkrete tiltag.

Den amerikanske præsident Barack Obama og finansminister Timothy Geithner har annonceret, at de mandag vil fremlægge en plan, som skal forbedre mindre virksomheders finansieringsmuligheder. Yderligere vil de hjælpe bankernes likvide situation.

Oliepriserne falder tilbage, efter at OPEC-landene i weekenden undlod at sænke produktionsloftet, hvilket overrasker efter torsdagens og fredagens spekulationer.

Den amerikanske centralbankchef Ben Bernanke gav et sjældent interview til CBS i programmet 60 minuts, og han vurderede, at en vending i økonomien er i sigte i begyndelsen af 2010, men også at det er afhængig af udviklingen i finanssektoren, som skal stabiliseres og normaliseres.

Mandag kan investorerne få lidt inspiration fra makrofronten. Det regionale erhvervstillidsbarometer fra New York offentliggøres kl. 13.30, og her venter analytikerne en forbedring til minus 30,8 fra minus 34,65. Barometeret har dog kun en lille korrelation med det vigtige ISM-erhvervstillidsbarometer, og får derfor mindre opmærksomhed. Yderligere vil TICS-opgørelsen kaste lys over den udenlandske efterspørgsel efter dollar.

BRANCHENYT
Læs også