Obligationer: Yderligere rentestigninger

Mandagens obligationer bliver drevet rundt i manegen af aktiemarkerne, og morgenstundens positive stemning på aktiemarkederne er blevet udbygget i løbet af formiddagen.

De tre store europæiske indeks ligger med stigninger mellem 2,0-2,5 pct. Det har lagt ekstra presset på obligationerne.

Den toneangivende ti-årige danske statsobligation, 4 pct. 2019, ligger 0,58 point lavere i kurs 101,95 med en effektiv rente på 3,77 pct. Blandt realkreditobligationerne ligger 4-35'erne 0,20 point lavere i kurs 91,38 med en effektiv rente på 4,97 pct.

Den europæiske banksektor har fået en serie gode nyheder, hvilket danner grundlaget for stemningen. Den britiske storbank Barclays meddeler, at den er begyndt 2009 godt. Dermed følge Barclays i fodsporene på amerikanske Bank of America og Citigroup samt schweiziske UBS og Credit Suisse. Ifølge skriverier hos en række internationale mediebureauer arbejder Barclays på frasalg, hvilket skal give kapital og sikre, at Barclays ikke får behov for hjælp fra statens tilbud med garanti af dårlige udlån. Både Deutsche Bank og HSBC meddelt, at de ikke har behov for statslig hjælp, hvilket understøtter stemningen. Det øger investorernes tro på fremtiden, og de søgte over i aktiemarkedet og specielt banksektoren samt væk fra obligationerne.

G20-landenes finansministre bekræftede i weekenden deres bestræbelser på at bekæmpe det økonomiske tilbageslag, og de pointerede med fælles stemme, at der fra politisk hold vil blive gjort, hvad der er muligt. Det var dog småt med meldinger om konkrete tiltag.

Oliepriserne falder tilbage, efter at OPEC-landene i weekenden undlod at sænke produktionsloftet, hvilket overrasker efter torsdagens og fredagens spekulationer.

Den amerikanske præsident Barack Obama og finansminister Timothy Geithner har annonceret, at de mandag vil fremlægge en plan, som skal forbedre mindre virksomheders finansieringsmuligheder. Yderligere vil de hjælpe bankernes likvide situation.

Kl. 13.30 vil den regionale amerikanske erhvervstillidsindikator fra New York blive fremlagt.

BRANCHENYT
Læs også