Landbrugsskole skal betale statsstøtte tilbage

Undervisningsministeriet kræver nu et statstilskud tilbage fra Borris Landbrugsskole i Vestjylland.

Skolen nær Skjern har hævet statstilskuddet for en kvinde, som slet ikke var landbrugselev, selvom skolen meddelte Undervisningsministeriet, at hun var elev på landbrugsuddannelsen. Det viser papirer, som Nyhedsbrevet 3F er kommet i besiddelse af. Det skriver Nyhedsbrevet 3F.

- Når der er udbetalt statstilskud på et forkert grundlag, er det en alvorlig sag. Tilskuddet skal tilbagebetales, da eleven ikke har været tilskudsberettiget, siger Jørgen Torsbjerg Møller, kontorchef i Undervisningsministeriet, til Nyhedsbrevet 3F.

Nyhedsbrevet 3F er kommet i besiddelse af et internt papir, der viser, at den nu 22-årige kvinde blev elev på skolens afdeling for bogligt svage danskere i august 2007. Og at skolen i efteråret sendte hende i erhvervspraktik som "køkkenassistent" på det nu konkursramte Bundgårds Hotel i Borris.

Ledelsen på Borris Landbrugsskole erkender, at skolen har fået statstilskud for eleven på et forkert grundlag.

- Der er sket en administrativ fejl. Eleven var først optaget på landbrugsuddannelsen, men skiftede branche. Det har vi meddelt ministeriet, siger Lars Tobler, forstander på Borris Landbrugsskole, til Nyhedsbrevet 3F.

BRANCHENYT
Læs også