S: Sander skal gå i flæsket på Google

Googles nye reklameplan gør Socialdemokraterne bekymrede. Partiet vil have videnskabsminister Helge Sander (V) på banen.

Socialdemokraterne vil have it- og videnskabsminister Helge Sander (V) helt frem i frontlinjen, når borgere skal beskyttes mod, at data fra deres adfærd på nettet misbruges i reklameøjemed.

Den konkrete anledning er en ny reklameplan fra Google, der har gjort forbrugerordfører Benny Engelbrecht bekymret.

"Vi er dybt bekymrede for, hvordan den megen information, Google ligger inde med, vil blive brugt," siger ordføreren.

Den nye plan har affødt en del kritik, fordi Google vil satse målrettet på såkaldt interesse-baserede reklamer, der ifølge kritikere, vil bringe registreringen af internetbrugere op i helt nye højder.

Kæmp for fælles regler
Både Google og Facebook er ifølge forbrugerordføreren underlagt californisk lov.

Men danske virksomheder kan risikere at overtræde den danske markedsføringslov ved at benytte visse af tjenesterne, forklarer Benny Engelbrecht.

"Det er bare meget komplekst at bevise, så den rigtige måde at gøre det på er at lave nogle fælles internationale regler på området," siger han.

Men folk kan jo bare melde sig fra Googles reklamer?

"Melder du dig fra? Ifølge dansk lov skal man aktivt tilmelde sig, og det synes jeg er et godt princip," siger Benny Engelbrecht.

Konkret vil Socialdemokraterne have videnskabsminister Helge Sander til at gå forrest i kampen for at få lavet fælles regler på området.

"Danmark har mildt sagt ikke været blandt de progressive på dette område hidtil. Nu skal Helge Sander i front," siger han.

Benny Engelbrecht håber, at ved at minde ministeren om problemet, at der trods alt bliver holdt fokus på det.

Men han forventer ikke de helt store armbevægelser fra ministeren.

"Jeg har ikke de helt store forventninger. Men lidt handlekraft vil være dejligt," siger ordføreren.

BRANCHENYT
Læs også