Obligationer: Kursfald

Det danske obligationsmarked lukkede tirsdag lavere, selvom de europæiske aktiemarkeder også lå i negativt terræn ved dansk lukketid.

Det tyske Zew-erhvervstillidsbarometer og påbegyndt boligbyggeri i USA overaskede positivt, hvilket var med til at mindske efterspørgslen efter de fastforrentede papirer. Helt lyserødt så tingene dog ikke ud, eftersom at det tyske økonomiske institut IWH nedjusterede prognosen for den tyske BNP-vækst i 2009.

Den toneangivende ti-årige danske statsobligation, 4 pct. 2019, lukkede 0,44 point lavere i kurs 101,44 med en effektiv rente på 3,82 pct. Blandt realkreditobligationerne lukkede 4-35'erne 0,22 point lavere i kurs 91,27 med en effektiv rente på 4,96 pct.

Tirsdag formiddag blev ZEW-erhvervstillidsindikatoren fra Tyskland offentliggjort, og den viste en forbedring til minus 3,5 i marts sammenlignet med minus 5,8 måneden forinden. Analytikerne havde ventet en forværring til minus 8,0.

- Zew-erhvervstillidsbarometeret har de seneste par måneder været bedre end ventet, hvilket matcher den mindskede risikoaversion og dermed den mindre flugt til sikker havn, sagde obligationschef Padhraic Garvey hos ING Group til Bloomberg News.

Det tyske økonomiinstitut IWH har tirsdag sænket sin prognose for den tyske BNP-vækst for 2009 til minus 4,8 pct. Tidligere prognose spåede om et fald i væksten på 1,9 pct. For 2010 venter instituttet et fald i BNP-væksten på 0,2 pct.

Tirsdag eftermiddag kom der tal for det amerikanske boligmarked. Opgørelsen over påbegyndt boligbyggeri viste en yderst overraskende fremgang på hele 22 pct. til 583.000 enheder i februar sammenlignet med opreviderede 477.000 enheder måneden forinden. Analytikerne havde ventet et fald til 450.000 enheder i februar.

- Ud fra den seneste datastrøm fra boligmarkedet begynder man at få fornemmelsen af, at man er ved at have nået bunden, sagde cheføkonom Nariman Behravesh hos IHS Global Insight til Bloomberg News. Men vi har endnu ikke helt set bunden, vurderede cheføkonomen.

Den australske centralbank signalerede tirsdag morgen muligheden for yderligere rentenedsættelser. Det kom frem i referatet fra det seneste rentemøde den 3. marts, hvor renten blev fastholdt. Centralbankens beslutning om at fastholde renten giver tilstrækkelig fleksibilitet, stod der i referatet.

Bank of Japan indledte tirsdag et to-dages pengepolitisk møde, hvor centralbanken overvejer at opkøbe lån og obligationer fra långivere med henblik på at øge deres egenkapital, hvilket igen øger bankernes muligheder for fortsat at yde udlån til selskaber som er i kapitalmangel. Det skrev Kyodo News. Det japanske aktiemarked lukkede godt 3 pct. højere tirsdag.

Den amerikanske tiårige T-bond lå ved dansk lukketid 5/32 point højere i kurs 98 13/32 med en effektiv rente på 2,93 pct. Ved dansk lukketid kostede en euro 1,2958 dollar og lå marginalt svækket mod dollar.

BRANCHENYT
Læs også