Gigant-bonus sætter HP-boss i skudlinjen

"Hvordan kan du forsvare at modtage en bonus på 240 millioner kroner, når du lige har fyret 25.000 medarbejdere?", lød spørgsmålet ved generalforsamlingen.

Foto: AP/Paul Sakuma

Hewlett-Parckards topchef, Mark Hurd, modtager en bonus på knap 240 millioner kroner, selvom virksomheden i efteråret annoncerede, at den vil fyre knap 25.000 medarbejdere.

Det satte følelserne i kog på HP's netop overståede generalforsamling i Santa Clara, Californien, rapporterer CNET News.

På mødet rejste ægtefællen til en HP-medarbejder gennem 37 år sig op, og spurgte Mark Hurd, hvordan han kan retfærdiggøre sin millionbonus, når virksomheden i øjeblikket afskediger tusindvis af ansatte.

"Det var andre tider"
Bonussen dækker perioden 2006-2008, og derfor forsvarede HP-chefen sin millionbonus med, at "tiderne var anderledes" dengang.

HP forsøger i øjeblikket at undgå yderligere fyringer gennem en række besparelsestiltag, der blandt andet betyder, at medarbejderne kan forvente en lønnedgang på op til 15 procent.

Det har fået Mark Hurd til frivilligt at gå 20 procent ned i løn i solidaritet med medarbejderne.

Kan lære af Apple
På generalforsamlingen satte investorer også spørgsmåltegn ved resultaterne i HP's udviklingsafdeling.

En investor spurgte, hvordan Apple kan opleve så stor succes med et udviklingsbudget, der blot er en tredjedel af HP's.

Mark Hurd måtte indrømme, at Apple er et særdeles "konkurrencedygtigt selskab", og at HP kan gøre mere for at få sin forskning og udvikling op i gear.

Trods besparelsesrunderne og den globale økonomiske krise forsikrede Mark Hurd aktionærerne om, at HP er godt rustet til fremtiden.

"Markedet bliver stadigvæk hårdere, men det hårde arbejde, som vi har ydet indtil nu. betyder, at vi står i en favorabel position," sagde Mark Hurd på generalforsamlingen.

BRANCHENYT
Læs også