Torsdagens aktier: Novo Nordisk gik mod strømmen

Det var fremgang, der prægede de europæiske fondsbørser, efter at den amerikanske centralbank onsdag aften lancerede en omfattende økonomisk hjælpepakke.

C20-indekset så en bred fremgang og lukkede 0,4 pct. højere i 228,7, hvor Novo Nordisk dog trodsede tendensen.

Novo Nordisk lagde en dæmper på C20-indekset og lukkede 6,5 pct. lavere i 252,5 som største C20-taber. Tilbagegangen henledes til, at Novo-aktien torsdag blev handlet uden rettighed til udbytte på 6 kr., og yderligere den kraftige svækkelse af dollaren. Novo henter over en tredjedel af sin omsætningen i USA, og oplyste i 2008-regnskabet, at et fald i dollar på 5 pct. har en årlig negativ effekt på 610 mio. kr.

- Novo presses af udbyttebetalingen, og det store fald i dollaren, men faldet i dollaren påvirker ikke bundlinjen direkte, idet Novo Nordisk har afdækket udsving i dollaren femten måneder frem, men effekten kan komme på et senere tidspunkt, sagde aktieanalytiker Rune Majlund Dahl hos Sydbank til RB-Børsen. Alt fokus omkring aktien bør ligge på spillet om godkendelsen af liraglutide/victoza hos de amerikanske sundhedsmyndigheder den 2. april, vurderede aktieanalytikeren.

Den seneste tids positive finansstemning forsatte torsdag, og især Nordea-aktien nød godt af den tendens. Nordea steg 12,1 pct. til kurs 32,5, mens Danske Bank fulgte trop med et løft på 3,1 pct. til 46,0. Den amerikanske centralbanks tiltag med opkøb af lange obligationer for 300 mia. dollar var en katalysator for den gode stemning.

- Nordea-aktien steg voldsomt grundet den gode stemning i den globale banksektor, som er løftet efter onsdag aftens amerikanske hjælp fra centralbanken samt positive meldinger fra den amerikanske bankenhed GE Capital, som er ejet af General Electric, vurderede aktiehandler Jens Johansen fra Jyske Bank over for RB-Børsen.

A.P. Møller - Mærsk lukkede solide 3,3 pct. højere i 25.300, uden selskabsspecifikke nyheder, mens de danske forsikringsgiganter Topdanmark og Trygvesta fulgte finansstemningen og lukkede henholdsvis 3,4 og 4,9 pct. højere.

Vindmølleproducenten Vestas steg 4,9 pct. til kurs 245,8, efter solide stigninger i oliepriserne. Den amerikanske referenceolie, WTI, var for første gang siden 6. januar, over 50 dollar. En stigende oliepris øger lysten til investeringer i alternative energikilder.

Lundbecks køb af Ovation Pharmaceuticals, der blev annonceret 9. februar, er godkendt af de amerikanske konkurrencemyndigheder. Lundbeck lukkede 1,3 pct. højere i kurs 101,0.

Danske Bank anbefalede torsdag, at købe Carlsberg-aktier frem for aktier i den danske ingrediens- og enzymkoncern Danisco. Investorerne foretrak dog Danisco-aktien, som lukkede 5,5 pct. højere i 162,5, mens Carlsberg steg 1,3 pct. til kurs 219.

- På trods af Danisco-aktiens tilsyneladende attraktive værdiansættelse fastholder vi vores neutrale holdning til Danisco og anbefaler i stedet at købe aktier i Carlsberg, hvor vi ser mere værdi og mere potentiale på opsiden inden for den danske fødevareindustri, skrev banken i en markedskommentar.

DSV sluttede torsdagens handel 1,1 pct. højere i kurs 44,5. Den danske transportgigant meddelte torsdag, at DSV Air & Sea Holding og islandske Thor Shipping Ltd. har indgået en partneraftale med virkning pr. 1. maj 2009.

BRANCHENYT
Læs også