USA/åbning: Åbningsplusser kunne ikke holdes

De amerikanske aktieindeks kunne ikke holde den positive åbning efter onsdagens stigninger, som havde afsæt i den amerikanske centralbanks pengepolitiske tiltag med opkøb af lange obligationer.

Fra virksomhedsfronten var der ellers positive meldinger fra Oracle, Fedex og GE Capital.

Det amerikanske Dow Jones Industrial indeks åbner 0,2 pct. lavere i 7.470. Det teknologitunge Nasdaq-indeks åbner uændret i 1491.

Softwaregiganten Oracle, som producerer virksomhedsstyringssoftware, aflagde regnskab efter onsdagens lukketid, og det sendte aktien op i eftermarkedet. Torsdag åbner Oracle-aktien 12,7 pct. højere i 17,8 dollar. Oracles omsætning steg 2 pct. til 5,45 mia. dollar, hvor den i perioden styrkede dollar mindsker væksten. Eksklusiv valutaeffekten lå væksten på 11 pct. Overskuddet lå på 1,33 mia. dollar mod 1,34 mia. dollar for samme kvartal i fjor. På EPS-niveau blev det til en indtjening på 26 cent pr. aktie og 35 cent eksklusiv ekstraordinære poster. Både omsætningen og indtjeningen var lidt bedre, end analytikerne havde ventet. Oracles prognoser virkede dog svage sammenlignet med analytikernes forventninger.

Den amerikanske transportgigant Fedex gav håb om, at der er ved at komme liv i virksomhederne igen, da Fedex efter torsdagens regnskab vurderede, at vi sandsynligvis har set bunden. Fedex-aktien dykkede i første omgang, da regnskabet var klart svagere end ventet, og efter udtalelsen steg Fedex-aktien voldsomt. Fedex åbner 5,1 pct. højere i 45,3 dollar. Koncernen er ramt af den globale afmatning. Både omsætningen og indtjeningen ligger klart under analytikernes forventninger. Fedex's omsætning faldt 14 pct. til 8,14 mia. dollar i kvartalet. På bundlinjen blev det til en tilbagegang på 75 pct. til 97 mio. dollar efter skat eller 31 cent pr. aktie. Prognoserne var også svage.

Flere bekræftelser fra banksektoren, og denne gang er det GE Capital, som meddeler, at 1. kvartal vil give et driftsoverskud. Bankaktierne oplever solide stigninger. Citigroup stiger 11,7 pct. til 3,44 dollar mens Bank of America ligger uændret i 7,67 dollar. GE, som ejer GE Capital, stiger 3,5 pct. til 10,7 dollar.

Råvareaktierne nyder godt af stemningen, og det ses hos Alcoa, som stiger 5,1 pct. til 5,8 dollar. Oliegiganten Exxonmobil stiger 0,8 pct. til 69,7 dollar. Oliepriserne har fået et betydeligt løft, og prisen på den amerikanske referenceolie stiger til 51,2 dollar.

BRANCHENYT
Læs også