Aktier: DSV sendt til tælling

Investorerne på fondsbørsen i Købehavn var ikke i stand til at fastholde tirsdag morgens solide fremgang, og C20-indekset lukkede 0,1 pct. lavere i 229,3.

Indekset var tynget af DSV, der var aktuel med et skuffende årsregnskab og kapitaludvidelse, hvorfor investorerne solgte markant ud af aktien, mens Novo Nordisk holdt hånden under C20-indekset.

- Markedet kunne ikke holde pusten, og efter at de amerikanske futures hurtigt gik i minus, blev de europæiske indeks trukket med ned, og yderligere var meget af mandagens solide amerikanske fremgang allerede indregnet i de europæiske aktiekurser. DSV skuffede investorerne med meddelelsen om en kapitaludvidelse i et ellers udmærket regnskab, mens høreapparatproducenten William Demant satte sig lidt efter den seneste tids store fremgang. Novo Nordisk, der som regel går mod de cykliske aktier, steg solidt uden nogle konkrete nyheder, bemærkede chef for Sales Trading Mads Zink fra Danske Bank over for RB-Børsen.

DSV dykkede 11,9 pct. til kurs 37,7., efter at transportgiganten skuffede både på top- og bundlinje og prognoser i regnskabet for 2008. Yderligere lancerede koncernen en aktieemissionsplan, der skal indbringe 1,5 mia. kr. DSV fik en omsætning på 37,44 mia. kr. i 2008 og et overskud på 1,61 mia. kr. før skat. Direktør Jens Bjørn Andersen vurderede, at man nok har set bunden i første kvartal, efter at afmatningen satte massivt ind i fjerde kvartal. Omsætningsprognosen for 2009 lyder på 44 mia. kr., og DSV venter et overskudsfald til 904 mio. kr. før skat.

Novo Nordisk gik mod den negative stemning og så dagens største løft i C20-regi på 3,2 pct. til kurs 258,5 uden selskabsrelevante nyheder. Investorerne afventer godkendelsen af Liraglutide/Victoza den 2. april hos de amerikanske sundhedsmyndigheder.

Der var forsat fokus på banksektoren efter mandagens amerikanske bankpakke, og Danske Bank og Nordea, der ellers startede dagen med pæne løft, endte med kursfald på henholdsvis 3,1 og 6,2 pct.

FLSmidth lukkede 0,6 pct. højere i kurs 137. Den mexicanske FLS-kunde Cemex, som er den største cementproducent på det amerikanske marked, lukkede mandag hele 12 pct. højere. Det amerikanske finanshus JPMorgan hævede sin anbefaling af mexicanske aktier til overvægt fra neutral på forventningerne om, at en styrket valuta (peso) vil tillade den mexicanske centralbank at forsætte med at sænke renten for at få gang i den økonomiske vækst.

Vestas steg 1,2 pct. til kurs 245,8. Det svenske selskab Vindin oplyste tirsdag formiddag, at de havde bestilt fem V90-2.0 MW-møller fra den danske vindmøllegigant. Ordrestørrelsen er mindre end minimumsgrænsen for, at Vestas udsender en fondsbørsmeddelelse.

- Vi er stolte og glade over, at Vindin valgte Vestas som leverandør til selskabets første vindenergiprojekt. Dette er begyndelsen på et langsigtet samarbejde, sagde Klaus Steen Mortensen, direktør for Vestas Northern Europe, i en fondsbørsmeddelelse fra det svenske selskab.

Parken Sport & Entertainment steg 10,4 pct. til kurs 469,0, efter at storaktionær Steen Patrick Vela (SH Finans) fik afhændet sin aktiepost. De sidste aktier blev solgt til den tidligere ejer af Svendborg Brakes, Erik Skjærbæk, som nu ejer 15,58 pct. af aktierne i Parken.

BRANCHENYT
Læs også