Obligationer: Kursfremgang efter global aktienedtur

Det danske obligationsmarked lukkede mandag højere, da de europæiske aktiemarkeder lå med solide fald.

Det var ny uro for banksektoren, som fik investorerne til at sælge ud af bankaktierne, hvilket ramte den overordnede stemning på aktiemarkederne negativt. Det var desuden småt med de makroøkonomiske offentliggørelser mandag, hvorfor netop udviklingen på aktiemarkederne var den største ledetråd for investorerne.

Den toneangivende ti-årige danske statsobligation, 4 pct. 2019, lukkede mandag 0,29 point højere i kurs 103,01 med en effektiv rente på 3,64 pct. Blandt realkreditobligationerne lukkede 4-35'erne 0,53 point højere i kurs 91,85 med en effektiv rente på 4,91 pct.

- Obligationskurserne steg mandag som følge af solide aktiefald på den globale aktiescene, sagde obligationschef Theodore Ake hos Mitzuho Securities til Bloomberg News.

Det var specielt finansaktierne, som fik investorerne til at mindske risikoappetitten mandag og søge tilflugt blandt de mere sikre fastforrentede papirer. Den adm. direktør Jamie Dimon hos det amerikanske finanshus JPMorgan har i et interview på CBNC udtalt, at marts var lidt mere besværligt i forhold til udviklingen i januar og februar. Den adm. direktør Kenneth Lewis hos Bank of America meldte om samme besværligere udvikling i marts som hos JPMorgan. Begge banker har ellers tidligere oplyst, at januar og februar havde budt på sorte tal på bundlinjen.

Den administrerende direktør Rick Wagoner hos General Motors er blevet presset væk fra sin stilling, efter at et udvalg under præsident Barack Obama har besluttet, at Wagoner ikke har formået at fremsætte en succesfuld redningsplan for bilgiganten. Driftschef Fritz Henderson overtager direktørposten, mens underdirektør Kent Kresa overtager posten som bestyrelsesformand fra Rick Wagoner. Den amerikanske regering oplyste endvidere, at Chrysler kun vil modtage 6 mia. dollar i støtte, hvis bilproducenten fusionerer med italienske Fiat inden for 30 dage. Aktierne i General Motors åbnede 25,4 pct. lavere i 2,7 dollar, mens aktierne i Ford åbnede 13,7 pct. lavere i 2,45 dollar.

Investorerne retter nu blikket fremad, og næste punkt på dagsordnen er tirsdagens amerikanske forbrugertillidsbarometer for marts fra Conference Board. Økonomerne kalkulerer med en lille bedring gennem en fremgang til 28,0 i marts fra 25,0 måneden forinden. Nøgletallet befinder sig dog fortsat på et historisk lavpunkt.

Den amerikanske tiårige T-bond lå ved dansk lukketid 20/32 point højere i kurs 100 16/32 med en effektiv rente på 2,69 pct. Ved dansk lukketid kostede en euro 1,3167 dollar og dermed lå dollaren styrket.

BRANCHENYT
Læs også