Aktier: Solide fald med finans i front

Kursfaldende blandt de danske aktier tiltog i styrke mandag eftermiddag, men der var stadig tale om mindre kursfald end på de europæiske aktiemarkeder.

C20 indekset lukkede 2 pct. lavere i 227,89. Novo Nordisk var igen hovedårsagen til C20-indeksets begrænsede tilbagegang i forhold til Europa. I modsatte retning lå bankaktierne, hvor både Danske Bank og Nordea fik store kursklø.

Bankaktierne fik mandag store smæk efter meldinger om forretningsmiljøet i marts. JPMorgans direktør Jamie Dimon udtalte, at marts var lidt mere besværligt end i januar og februar. Lignende meldinger er kommet fra Bank of America. Uroen bliver understøttet af rygter om UBS, som ifølge avisen Sonntag er på vej med nye nedskrivninger samt jobreduktioner. Avisen skrev, at annonceringen fra UBS vil komme i løbet af få dage. Danske Bank lukkede 9,3 pct. lavere i kurs 44, mens Nordea faldt med 7,6 pct. til kurs 26,7.

Finanshuset Standard & Poor's sænkede mandag morgen anbefalingen på Vestas fra køb til sælg grundet en lav ordreindgang i begyndelsen af 2009.

- S&P sænkede sin anbefaling til sælg, hvilket skyldes den meget lave ordreindgang, og dermed ventes Vestas at sænke sine 2009-prognoser. Der har siden årsregnskabet fra Vestas været uro om 2009-prognoserne, da direktør Engel på pressemødet efter årsregnskabet selv såede tvivl om prognoserne, udtalte Michael Borre fra Nordea til RB-Børsen. Aktierne i Vestas lukkede 4,8 pct. lavere i kurs 240.

Novo Nordisk-aktien fortsatte mandag de gode takter fra sidste uge. Novo Nordisk-aktien lukkede 2,6 pct. højere i kurs 282, hvilket skete til trods for den sure stemning, som florerede på de globale aktiemarkeder. Investorerne afventer torsdagens amerikanske FDA-ekspertmøde om godkendelsen af Victoza/Liraglutide.

Tørlastrederiet D/S Norden lukkede 6,6 pct. lavere i kurs 158,8, efter at de asiatiske tørlastrederier fik solide kurssmæk i mandagens handel. Blandt de store C20-tabere fandtes også NKT Holding, som lukkede 7,6 pct. lavere i 96,3.

Carlsberg lukkede 4,1 pct. lavere i kurs 221,5. Verdensbanken kom mandag med dystre udsigter for den russiske økonomi i 2009, og verdensbanken venter nu et BNP-fald på 4,5 pct., hvor konsensusestimatet ligger på et BNP fald på 2 pct. i 2009. Det svækkede rublen mandag, men rublen holder sig fortsat inden for den russiske centralbanks interval mod en valutakurv med dollar og euro. Intervallet mod kurven er tidligere blevet udvidet betydeligt til 26-41. Fald i rublen påvirker Carlsbergs russiske indtjening omvekslet til kr.

Det kriseramte SAS er trængt sammenlignet med konkurrenterne. Det skrev Berlingske Business mandag. Et blik på SAS' konkurrenters regnskaber slår fast, at SAS klarer sig markant ringere end dem, selskabet er oppe imod. Eksperter har svært ved at få øje på, hvor SAS skal hente væksten fra. Aktierne i SAS lukkede 0,4 pct. lavere i kurs 2,82.

BRANCHENYT
Læs også