Dyrere realkreditlån for erhvervslivet

Landbrug, ejendomsvirksomheder og industrikunder står igen for skud. Det bliver dyrere for dem at låne hos Nykredit.

Foto: Francois Destoc

Nykredit sender endnu en regning videre til erhvervskunderne efter en historisk ændring af, hvordan man udsteder lån. I fremtiden skal koncernens lån til erhvervsejendomme skrues sådan sammen, at de nederste og sikreste 75 pct. af lånet finansieres med SDO (Særligt Dækkede Obligationer), mens de sidste 25 pct. dækkes ind med gammeldags realkreditobligationer for en ejendom, som belånes med 60 pct.

Denne nye låneform gør det dyrere for virksomhederne at låne - mere præcist 2.000 kr. før skat pr. lånt million kroner for et flekslån pr. år for et etårigt flekslån, forklarer direktør i Nykredit, Karsten Knudsen:

»Vi gætter på, at det kommer til at koste en merrente på 0,2 pct. for et F1-lån, så må tiden vise, hvor de længere lån kommer til at ligge.«

En klods om benet
Nykredit gennemfører den nye lånestruktur, fordi de nye SDO-lån har vist sig at være en klods om benet på koncernen på grund af de faldende ejendomspriser. Det skyldes, at Nykredit er nødt til at udstede andre obligationer som ekstra sikkerhed for SDO-lån, hvor værdien af ejendommen er faldet under de normale lånegrænser.

Det er dyrt, og det er derfor, at Nykredit fra denne uge gennemfører ændringen for nye erhvervsejendomslån, selvom det både er tungere administrativt og mindre gennemskueligt.

Ifølge Karsten Knudsen sikrer ændringen, at Nykredit kan klare tider, hvor Nykredits kapitalbase kan komme under pres på grund af de ekstra sikkerhedsstillelser i et marked, hvor ejendomspriserne fortsætter nedad:

Fornuftig reserve
»Hvis man er bekymret for, at priserne vil falde, kan det være fornuftigt at holde en vis reserve, så man ikke ligger på grænserne i driften.«

Nykredit har allerede hævet sine bidragssatser betragteligt til stor fortrydelse for mange erhvervskunder. Det nye tiltag betyder, at yderligere prisstigninger vil blive mere begrænsede, og der er heller ikke planer om den nye form for belåning til privatkunder, oplyser Karsten Knudsen.

Konkurrenterne vil ikke
Sagen er en ekstra bet for Nykredit-koncernen, fordi ingen af konkurrenterne har aktuelle planer om at springe på samme vogn:

»Vi har pt. en tilstrækkelig stærk stødpude. Situationen kan dog ændre sig, hvis der kommer massive fald i ejendomspriserne,« siger direktør Bent Andersen fra DLR Kredit.

Heller ikke Nordea Kredit eller Realkredit Danmark har aktuelle planer. BRF Kredit er mest positiv over for modellen.

»Vi er alle ramt af de faldende ejendomspriser og SDO-kravet, så vi gør os da også selv tanker om, hvordan vi bedst skruer finansieringen sammen for vores kunder. Så vi vil kigge på Nykredits fremtidige finansiering med interesse, men uden at vi dog aktuelt har konkrete planer om noget,« siger cheføkonom Ulrikke Ekelund fra BRF Kredit.

BRANCHENYT
Læs også