Aktier: C20 steg en anelse

Udviklingen på fondsbørsen i København trodsede den solide positive "rebound-stemning", der prægede de globale fondsbørser, og C20-indekset lukkede blot 0,2 pct. højere i 228,36.

Indekset, der faktisk bar præg af en bred fremgang, blev trukket ned af indeksets tungeste aktie Novo.

- Novo Nordisk var i centrum efter at have fået det ventede skrift fra FDA, som ikke var meget være end det vi havde ventet. Efter dagens fald, der tyngede C20, afventer investorerne nu torsdagens møde. Imens så resten af indekset en rebound-effekt efter mandagens fald uden de store nyheder, kommenterede Mads H. Zink fra Danske Bank.

Novo Nordisk dykkede 4,8 pct. til kurs 268,5, efter at nervøsiteten spredte sig tirsdag eftermiddag i kølvandet på offentliggørelsen af "briefing documents" for Victoza/Liraglutide op til ekspertmødet torsdag. Den dag mødes ekspertpanelet for at diskutere godkendelsen af Victoza/Liraglutide til behandling af type 2-diabetes.

Efter at dystre meldinger om forretningsmiljøet i finanssektoren medførte solide kurssmæk i bankaktierne i mandagens handel, bar tirsdagen præg af en mere positiv stemning. Danske Bank steg 7,3 pct. til kurs 47,2, og indhentede dermed meget af mandagens kursdyk, mens Nordea og Sydbank lukkede i omegnen af 1,5 pct. højere.

FLSmidth steg 4,4 pct. til kurs 142,5. Koncernen meddelte sent tirsdag, at der var indgået en aftale med peruvianske Yura på omkring 170 mio. kr. til en cementfabrik i det sydlige Peru.

Lundbeck lukkede 2,6 pct. lavere i 95,5. Jyske Bank skrev dog i en kommentar, at der er fremgang i sigte når et ekspertpanel under FDA tirsdag den 7. april skal beslutte, om Lundbecks skizofrenimiddel Serdolect kan godkendes, såfremt det får en positiv anbefaling med mere favorable regler for elektrokardiografi end i Europa.

Vestas steg 2,5 pct. til kurs 246,0. Den indiske vindmøllekonkurrent Suzlon annoncerede en gigant australsk ordre på 63 møller på 132 MW.

William Demant sluttede tirsdagens handel 0,8 pct. lavere i kurs 225,5, efter at Jyske Bank sænkede sin anbefaling til reducer fra akkumuler, og sit kursmål med 30 kr. til 230 kr. på høreapparatproducenten. Jyske Banks sænkede anbefaling har afsæt i stigningen på 14 pct. siden årsregnskabet fra William Demant.

ALK.Abello steg 0,9 pct. til kurs 293. Lægemiddelstyrelsen har sendt ALK-Abellos tabletbaserede græsallergitablet Grazax til høring hos Dansk Selskab for Allergologi. Det sker som led i styrelsens fornyede overvejelser om tilskud til græspollenallergi-tabletten. Det fremgår af referatet af Medicintilskudsnævnets møde, som fandt sted i februar.

BRANCHENYT
Læs også