Hvem skal nu betale?

Økonomi Der venter en gigantisk regning for de mange statslige stimulans-pakker, der ser dagens lys for tiden. Det afgørende er ikke, hvor mange penge staten bruger, men hvad den vælger at bruge pengene til.

Egentlig er det absurd.

Forbrugeres og investorers langvarige og massive overforbrug af penge har kastet verden ud i store økonomiske problemer. Den globale økonomi er syg. Og den medicin, der bliver udskrevet, er et historisk statsligt overforbrug af penge. Festen skal fortsætte - konsekvenserne bekymrer vi os om senere. Egentlig er det absurd.

Men der er mening med galskaben. Der er bestemt belæg for mange af de store milliardudskrivninger fra statskasser i det meste af den vestlige verden for tiden. En af de fejltagelser, der udløste den store Depression for 80 år siden, var netop, at statslederne stak hovedet i sandet og lod stå til. At staterne ikke forsøgte at afbøde det økonomiske styrtdyk, der indtraf, da privates og virksomheders forbrug standsede brat op.

Den fejl agter statslederne anno 2009 tydeligvis ikke at gentage. En anden sag er, at sværmen af hjælpe- og stimulanspakker udløser en lige så stor sværm af regninger, der skal betales på et senere tidspunkt. Det er en farlig balancegang, verdens økonomiske styrmænd har kastet sig ud i.

Men konsekvenserne bekymrer vi os om senere.

Det første og største spørgsmål, der melder sig, når pengestrømmen fosser ud fra statskasserne, er i sagens natur: Hvor kommer pengene fra?

Lidt forenklet kan stater skaffe penge på to måder.

For det første er centralbankerne så heldige at have monopol på at trykke penge. Nationalbanken kan eksempelvis trykke flere kroner, og vupti har banken en større formue at sende ud til folket. Det lyder som en god ide. Men det er det ikke.

Ganske vist har bl.a. den amerikanske centralbank øget dollarmængden for at fylde hullet op efter de milliardværdier, der er forsvundet i aktie- og bolignedturen. På et halvt år har Federal Reserve øget sin balance med 1,3 mia. dollars, bl.a. for at kunne overtage aktiver fra kriseramte banker. Men læg mærke til, at det faktisk er et meget beskedent beløb i en økonomi, der netop har vedtaget en stimulanspakke til 787 mia. dollars.

Sagen er, at hver eneste ekstra pengeseddel, en nationalbank trykker, i princippet udhuler værdien af de penge, der allerede er i cirkulation. Et større udbud af penge skaber stigende priser, inflation, i et samfund. Måske ikke her og nu, for store fald i boligpriser og aktiekurser holder inflationspresset nede.

Men før eller siden vender økonomien, og i den situation skal det store lager af penge, som er trykt, investeres i et relativt mindre lager af varer, som afmatningen er resulteret i. Derfor vil priserne på varerne stige, og forbrugerne får væsentligt mindre for pengene end i en afbalanceret økonomi.

Inflation er pokkers vanskelig at bekæmpe. I forsøget vil nationalbankerne hæve renten og trække penge ud af systemet. Sker det for tidligt eller for pludseligt, risikerer nationalbankerne at sende økonomien i endnu et frit fald med dalende aktivitet, flere konkurser og stigende ledighed. Sker det for sent eller for langsomt, vil inflationen fortsat stige og udhule pengenes værdi. Derfor er alverdens økonomer og nationalbankdirektører yderst forbeholdne over for at lade seddelpressen løbe løbsk.

Heldigvis har staterne en anden mulighed for at skaffe penge: Salg af statsobligationer med en garanteret rente til investorerne. Det er her, størsteparten af de penge, der skal hjælpe banker og pumpe nyt liv i økonomierne, kommer fra.

I princippet kan staterne sælge lige så mange statsobligationer, som de ønsker, så længe private og virksomheder har viljen og evnen til at betale de skatter, der bl.a. skal finansiere renten til obligationsejerne. Det er da også den metode, de fleste lande vælger at bruge, når der skal skaffes penge til de mange hjælpepakker. Risikoen er, at gælden til obligationskøberne til sidst bliver så stor, at statskassen ikke længere kan suge penge nok ud af samfundet til at betale de løbende renter.

I så fald lurer for det første risikoen for social uro i takt med, at skatterne skal sættes i vejret. For det andet risikoen for, at investorerne trækker penge ud af landet og dermed svækker værdien af den nationale valuta. For det tredje risikoen for en statsbankerot, der betyder, at landet må søge gældssanering hos Den Internationale Valutafond (IMF) og afgive sin frihed til at føre en selvstændig økonomisk politik.

Når den danske regering i den forgangne uge kunne barsle med ufinansierede skattelettelser og samtidig sætte statskassen bag hjælpepakker for mere end 100 mia. kr., skyldes det, at Danmark i mange år har haft overskud på statsfinanserne og dermed populært sagt har sparet op til en situation som den nuværende.

Den går ikke i længden, og den sandhed er en stribe andre lande, som har haft større tendens til at tømme statsfinanserne end Danmark, ved at lære på den hårde måde. Allerede nu har Island, Ukraine og Ungarn søgt hjælp hos IMF, og flere kan meget vel være på vej.

Selv prisen for at forsikre sig mod en amerikansk statsbankerot er stigende, selv om det forekommer mere end utopisk, at verdens største økonomi skulle gå fallit.

Jo, det er lidt af en udfordring, verdens økonomiske magthavere står over for. Sporene fra Depressionen skræmmer i en grad, så det giver mening at lade statskasserne træde i karakter her og nu - hvis det sker med omtanke.

Eksempelvis kan fremrykkede offentlige investeringer i transport og infrastruktur være en god ide. Men en væsentlig bedre ide, hvis pengene går til fremrykkede vedligeholdelsesprojekter end til byggeri af nye veje og anlæg, som blot øger behovet for fremtidig vedligeholdelse på et område, hvor Danmark i forvejen er bagud.

Ligesom en vækstpakke til gavn for erhvervslivet kan være en væsentlig bedre ide end en bankpakke, der skal redde finanskoncerner, som alligevel ikke er levedygtige.

Ligesom skattelettelser, der støtter salget af fladskærme, er en væsentligt dårligere ide end skattelettelser, der styrer forbrug og opsparing i retning af miljø- og samfundsøkonomisk holdbare hensyn.

Regeringens udspil til skattereform er i den forbindelse et fornuftigt skridt på vejen. Det er som bekendt ikke forbudt at bruge statens penge med et minimum af hensyn til fremtiden, selvom samtlige erhverv råber om katastrofer og behov for hjælpepakker.

Fortsætter den linje, behøver vi måske ikke bekymre os om konsekvenserne senere.

BRANCHENYT
Læs også