Topjob: Keld Jersild Olsen

»Hold nu kæft, Keld og lyt lidt mere,« fik den adm. direktør for Hewlett-Pacakard, Keld Jersild Olsen, for nylig at vide. Og det var han glad for.

Hvor mange timer bruger du på arbejdet i løbet af en typisk uge?
Jeg arbejder omkring 12 timer om dagen og 60 timer om ugen, når jeg altså ikke er ude til konferencer eller andet. Jeg møder sædvanligvis klokken 8.30, og så går jeg igen klokken 17.30. Mellem 20.00 og 23.00 sidder jeg typisk foran computeren og tømmer mail-indbakken. Til gengæld holder jeg altid lørdag fri, og jeg arbejder først efter klokken 20.00.

Er du god til at holde fri, når du er på ferie?
Jeg har altid min computer og min telefon med, når jeg er på ferie, men computeren bruger jeg primært til at tjekke f.eks. vejret og åbningstider. Jeg tjekker ikke mine mails. Telefonen tager jeg med, så jeg er i løbende kontakt med kontoret, hvis der nu skulle ske nogle ting, der er nødvendige at handle på.

Hvad er den væsentligste drivkraft i dit arbejdsliv?
Det, som driver mig hårdere end noget andet, er lysten til at vinde - eller rettere behovet for at vinde.

Hvordan indgyder du dine medarbejdere optimisme og mod?
Det er et specielt relevant spørgsmål lige nu, og jeg gør det ved at være hudflettende ærlig. Jeg tror simpelthen på, at det at være ærlig og troværdig er den eneste måde, hvorved du kan få dine medarbejdere til at følge dig.

Hvordan følger du et godt stykke arbejde op?
Det gør jeg ved at rose folk, så det kan ses. Det vil sige, at også hele teamet omkring den pågældende person bliver rost. Det tror jeg meget mere på end på at belønne med f.eks. penge, men jeg kigger også meget på, hvad vi kan lære af det gode stykke arbejde.

Bruger du en personlig coach og i så fald, hvad har du så fået ud af det?
Jeg bruger en personlig coach, der er uddannet erhvervspsykolog, og det har jeg fået meget ud af - især i forbindelse med min personlige udvikling. Jeg har før haft coaches, der er gået meget op i de forretningsmæssige resultater, men jeg har haft mest gavn af den personlige udvikling. F.eks. om hvordan jeg fremstår i forhold til andre, hvordan man får teams til at stå sammen, hvordan man effektivt kommunikerer og hvordan man fremstår troværdig.

Hvad er det bedste råd, din personlige coach har givet dig?
Det bedste råd, jeg har fået, er, at jeg skal holde kæft og lytte. Det seneste råd, jeg fik, var, at modgang er en anledning til at lære noget nyt.

Hvad er det bedste råd, du kan give en ny leder?
Det bedste råd, jeg kan give til en uerfaren ny leder, er, at det vigtigste er at arbejde med sin egen troværdighed og ærlighed. Hvis ikke du fremstår troværdig, vil folk altid tvivle på dine hensigter og tolke selv.

Hvilke bøger om ledelse vil du især fremhæve?
Der er skrevet utroligt mange bøger om handlekraft, men jeg vil fremhæve "Handlekraft" af Stig Kjerulf. Den seneste bog jeg har læst er "Public Affairs" af Mads Christian Esbensen. Den handler om lobbyisme, og den fandt jeg meget interessant.

Hvem er dit karrieremæssige forbillede?
Det må blive Jørgen Lindegaard, der nu er adm. direktør i ISS. Han har en utrolig evne til at skabe enorme omvæltninger og restruktureringer i virksomheder, og samtidig er han meget dygtig til at kommunikere, hvad han arbejder med internt i virksomheden.

BRANCHENYT
Læs også