Nedtur på aktiebørserne gav fremgang

Det danske obligationsmarked lukkede mandag med kursfremgang, idet investorerne søgte ly i sikker havn. De europæiske aktiemarkeder lå ved danske lukketid markant lavere efter en massiv nedtur på de asiatiske aktiemarkeder mandag morgen og en negativ amerikansk åbning.

Et kæmpetab hos forsikringsgiganten AIG var med til at skabe uro på aktiemarkederne. Investorerne har øget bekymringerne for en dybere global recession. En mindre positiv overraskelse i ISM-erhvervstillidsbarometeret havde ikke nogen væsentlig effekt.

Det store tema
»Det store tema på obligationsmarkedet i øjeblikket er risikoaversion, og det understøtter obligationskurserne,« sagde obligationschef David Keeble hos Credit Agricole til Bloomberg News. Der kommer en masse makroøkonomiske offentliggørelser i denne uge, og de vil utvivlsomt indeholde flere dårlige nyheder, bemærkede obligationschefen.

Det vigtige amerikanske ISMerhvervstillidsbarometer for februar blev offentliggjort mandag eftermiddag, og det viste en overraskende fremgang til 35,8 i forhold til 35,6 måneden forinden. Analytikerne havde ventet et fald til 33,8 i februar. Prisindekset i opgørelsen var uforandret på 29,0, hvor analytikerne havde ventet en stigning til 33,5.

Trods en mindre overraskelse
»Til trods for den mindre overraskelse befinder ISM-barometeret sig fortsat på et lavt niveau, da eksportvirksomhederne har en mindre ordreindgang samt en meget svag indenlandsk efterspørgsel,« sagde chefen John Herrmann hos Herrmann Forecasting til Bloomberg News.

Forud for fremlæggelsen af ISMbarometeret var der et par andre amerikanske tal på menuen.

Den personlige indkomst viste en fremgang på 0,4 pct. i januar i forhold til analytikernes forventninger om et fald på 0,2 pct. Privatforbruget viste en fremgang på 0,6 pct., hvor analytikerne havde ventet en mindre fremgang på 0,4 pct. i januar.

BRANCHENYT
Læs også