Markante kursfald over en bred kam

Den vilde nedtur fortsatte mandag på den internationale scene med solide fald på de europæiske aktiemarkeder og en negativ åbning på de amerikanske børser.

Finansaktierne var hårdt ramt efter en stor aktieemission hos britiske HSBC samt et gigantisk tab hos det amerikanske forsikringsselskab AIG. Investorerne har øget bekymringerne for en dybere global recession, og det ramte specielt aktierne i FLSmidth, D/S Norden og DSV. C20-indekset lukkede 3,3 pct. lavere i 233,64.

Danske Bank lukkede 7 pct. lavere i kurs 34,70, mens Nordea lukkede 6,4 pct. lavere i kurs 27,60. Uroen i finanssektoren havde afsæt i meldingerne fra britiske HSBC om en aktieemission på 12,5 mia. pund samt meldingerne fra amerikanske AIG om 30 mia. dollars ekstra kreditfaciliteter af TARP-pengene (den første hjælpepakke til finanssektoren) AIG aflagde også regnskab, som viste et giganttab på 61,7 mia. dollars i 4. kvartal. Yderligere afviste EU i weekenden en hjælpepakke til de trængte østeuropæiske lande, hvor Ungarn har fået nej til et lån på 180 mia. euro. Det pressede også valutaerne fra Ungarn, Polen og Tjekkiet.

FLSmidth overtog mandag pladsen fra DSV, som største taber i C20-regi. FLSmidth lukkede 7,4 pct. lavere i kurs 128,30. DSV lukkede 6,5 pct. lavere i kurs 41,60 efter fredagens dyk på 9,2 pct.

Ramt af et ringe regnskab
I fredags blev transportbranchen ramt af et ringe regnskab fra tyske Deutsche Post.

Trygvesta, som lukkede 0,5 pct. højere i kurs 306,50, fik hævet sin anbefaling hos Handelsbanken, hvilket skete dagen inden Trygvestas årsregnskab. Handelsbanken hævede anbefalingen til svagt positive "akkumuler" fra den svagt negative "reducer". Samtidig blev kursmålet hævet til 350 kr. pr. aktie fra 300 kr.

ØK lukkede 6,1 pct. lavere i kurs 161,50. I sidste uge viste ØK's årsregnskab for 2008 ekstrem omsætningsvækst, som ikke forplantede sig til bundlinjen, og det skyldtes i høj grad, at væksten kom fra valutaforhold og kraftig venezuelansk inflation. Der bliver nu skruet ned for forventningerne til væksten og yderligere op for inflationen i Venezuela. Det skrev Bloomberg mandag og citerede den venezuelanske avis El Nacional. Avisen skrev, at det venezuelanske finansministerium nu venter en BNP-vækst på 2,2 pct. i 2009 mod tidligere en vækst på 6,6 pct., mens forventningen til inflationen hæves til 22 pct. fra tidligere 15 pct. Myndighederne vil desuden afvente udviklingen i olieprisen, før der tages stilling til en eventuel devaluering.

Særdeles vanskelige vilkår
Den grafiske koncern Glunz & Jensen venter ikke længere at kunne indfri de tidligere opstillede forventninger til 2008/09. Små til store virksomheder er ramt af særdeles vanskelige vilkår med mindsket forretningsgrundlag. Det giver færre investeringer i ny teknologi, hvilket rammer Glunz & Jensen. Aktien lukkede 2,5 pct. højere i kurs 20,50 under lav omsætning.

BRANCHENYT
Læs også