Stort giftermål i landbruget

Efter hårdt pres fra flere aktører slås flere af erhvervets organisationer nu sammen.

Tre af dansk landbrugs organisationer bliver nu lagt sammen. Men tilpasningerne sker ikke uden dramatik på de indre linjer i landbruget.

Der har bl.a. i forløbet været diskussioner om magtforholdet mellem de primære landmænd og virksomhederne.

Samtidig skiftes Landbrugsraadets adm. direktør, Freddy Svane, ud og fratræder med øjeblikkelig virkning. Han blev ellers hentet til landbrugets samlende organisation for under et år siden fra en post som dansk ambassadør i Japan. Freddy Svane har i en periode også stået i spidsen for arbejdet med at skabe en ny struktur for landbrugets organisationer.

Større effektivitet
Landbrugsraadet, organisationen Dansk Landbrug og kødbranchens Danish Meat Association (DMA) samles nu i én ny fælles organisation. Alle tre hører i forvejen hjemme på Axelborg i København.

Målet er at få en større effektivitet og samtidig opnå besparelser. Arbejdet med sammenlægningen er endnu ikke så langt, at der kan sættes tal på målet for reduktion i omkostningerne, eller hvor mange af de nuværende medarbejdere i de tre organisationer, som bliver overflødige.

Pres fra de store
Men Carl Aage Dahl, adm. direktør i Dansk Landbrug, fastslår, at der vil ske besparelser. Han er udpeget som chef for den nye organisation, hvor den øvrige direktion vil bestå af adm. direktør Christina Hvid, DMA, samt direktør Claus SøgaardRichter, Landbrugsraadet.

Ifølge Morgenavisen Jyllands-Postens oplysninger kommer ændringerne, efter at især de store virksomheder i erhvervet har presset på. Danish Crowns bestyrelsesformand, Niels Mikkelsen, lægger heller ikke skjul på, at den landmandsejede slagterikoncern længe har ønsket samling og forenkling.

»Derfor er vi meget tilfredse med, at det er lykkedes at opnå enighed - ikke mindst i en periode, hvor virksomhedens ejere er under pres, og der er brug for at styrke konkurrencedygtigheden i alle led,« mener Niels Mikkelsen.

Det har dog været nødvendigt for det samlede talerør at indgå et kompromis, således den nye fælles organisation får flere bestyrelser. Der udpeges således både én fra det primære erhverv og en anden fra virksomhederne. De skal derefter enes om én fælles bestyrelse og et formandskab, som direktionen refererer til.

Stadig flere selvstændige
Samtidig vil der fortsat være en stribe selvstændige organisationer i landbruget, som dermed slet ikke får alt samlet i denne omgang. Det gælder bl.a. Mejeriforeningen, Dansk Pelsdyravlerforening, Økologisk Landsforening og Dansk Gartneri, der fortsætter på egen hånd - men med medlemskab af den nye organisation.

BRANCHENYT
Læs også