Danisco nedjusterer til 0-resultat

Forbrugerne holder igen med fødevareindkøbene, og det får Danisco til at lave omkostningsstop.

Danisco mærker den globale finanskrise uventet hårdt. Forbrugerne holder ikke bare igen med luksusvarer og større investeringer. Der bliver købt væsentligt mindre mad end normalt.

Opbremsningen i forbruget har været markant i januar og februar. Og skønt Danisco mener, at en del af den faldende omsætning skyldes, at industrien forsigtigt nedbringer lagrenes størrelse, kan nedgangen ikke bare forklares hermed.

»Det er en udvikling, vi ser på med stor alvor. Vi er bestemt ikke hårdest ramt af finanskrisen, men vi kan mærke, at forbrugerne køber mindre mad, end de plejer, og den samme oplevelse har flere af vore kunder,« siger Daniscos koncernchef, Tom Knutzen.

Han peger på undersøgelser, der viser, at forbrugerne smider 15-20 pct. af deres mad i skraldespanden, fordi det er blevet for gammelt.

»Hvis folk køber mere forsigtigt ind og spiser endeskiverne på rugbrødet, kan det mærkes i industrien,« siger Tom Knutzen.

200 færre medarbejdere
Danisco har derfor fra i går indført ansættelsesstop, aflyst intern rejseaktivitet og meddelt lønstop i koncernen det næste år. Koncernen var allerede gået i gang med at nedbringe medarbejderstaben med ca. 200 mand.

Samtidig nedjusterer Danisco sine forventninger til nettoresultatet for hele regnskabsåret 2008-2009 fra ca. 950 mio. kr. til et rundt 0.

Den væsentligste enkeltfaktor i det dårligere resultat er ikke forbrugernes mindre indkøb, men store tab på problembarnet xylitol - sødemidlet i tandpasta og tyggegummi.

Xylitol-markedet er havnet i en priskrig med nye kinesiske producenter, der har dumpet markedet, så Daniscos omsætning for i år ligger 10 pct. under niveauet i fjor. Danisco lukker nu for en del af produktionen på sin xylitolfabrik i Kina og indstiller den øvrige produktion på fabrikken midlertidigt. Samtidig fratræder lederen af koncernens Sweeteners-division, Nicholas Dunning, sin stilling med omgående virkning. Der foretages en nedskrivning af goodwill og aktiver i Sweeteners på i alt 560 mio. kr.

Danisco Sugar solgt
Den lavere forretningsaktivitet bredt i koncernen ventes at belaste regnskabet med ca. 150 mio. kr., mens salget af Danisco Sugar til en lidt lavere pris end ventet koster ca. 200 mio. kr. Frasalget af Sugar, der har været officielt til salg siden 2007, blev gennemført i går til Nordzucker efter mange fødselsvanskeligheder. Tom Knutzon er mere end tilfreds.

»Når vi ser på sukkerdivisionen er dette en glædens dag trods prisreduktionen. Nu er pengene gået ind trods krisen,« siger Tom Knutzon.

Bruttokøbesummen for Danisco Sugar er 6,8 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også