Køberne kom ud af busken

Mange fandt opmuntring i meldingerne om en kinesisk hjælpepakke.Der var fortsat rift om Standard Chartered efter tirsdagens regnskabstal.

Brevkasse for investorerKøberne har holdt sig på afstand af de europæiske aktiemarkeder siden slutningen af sidste uge, men onsdag fik de atter mod på at stikke tåspidserne i vandet, hvilket resulterede i pæne kursstigninger på flere europæiske børser først på eftermiddagen.

Selv om aktiehandlerne var bevidste om, at kursstigningerne let kunne blive en kortvarig affære, kunne de alligevel ikke lade være med at glæde sig over tendenserne - måske fordi plusserne var et udtryk for andet end korrektioner.

Oven på den seneste nedtur i aktiemarkederne begyndte flere investorer at opfatte kursniveauerne som attraktive, hvilket lokkede dem ud af busken og efterfølgende gjorde det muligt for børserne at genvinde noget af deres tabte højde.

Men der var også mange investorer, som blev ansporet til at købe aktier, da luften på børserne svirrede med forlydender om en ny kinesisk hjælpepakke. Ifølge meldingerne fremlægger de kinesiske politikere måske en ny pakke til økonomien på et møde i Beijing i dag, og onsdag valgte flere aktører at tage forskud på glæderne.

Måske øget efterspørgsel
Hvis der kommer mere gang i den kinesiske økonomi, kan det let udløse en øget efterspørgsel efter metaller samt olie, og under dele af onsdagens handel var fremgangen på specielt børsen i London drevet af stigninger på olie- og mineselskaberne.

Ud over den kinesiske pakke var der også meldinger om en snarlig japansk stimuleringspakke, og da aktieinvestorerne tilsyneladende aldrig bliver trætte af tanken om redningskranse, der smides ud til økonomierne, var meldingerne om pakkerne med til at højne humøret på børserne

Bankerne oplevede stunder i onsdagens markeder, hvor investorerne handlede de pågældende aktier op i stedet for at sende dem ned, og den gode regnskabsmeddelelse fra Standard Chartered dagen før var bestemt ikke glemt. Tirsdag var kursen på Standard Chartered steget pænt, og opturen fortsatte med uformindsket styrke onsdag, så aktien på et tidspunkt lå til en yderligere gevinst på 10 pct.

Standard Chartered oplevede i modsætning til mange andre banker en pæn vækst i overskuddet i fjerde kvartal af 2008, og det var en medvirkende årsag til, at analytikerne hos UBS i Schweiz hæftede en købsanbefaling på den britiske bank.

Den franske storbank Credit Agricole kom derimod ud af fjerde kvartal 2008 med et underskud på 309 mio. euro, mens analytikerne kun havde kalkuleret med et minus på 19 mio. euro.

Endvidere kunne ledelsen i Credit Agricole meddele, at man forudser besværlige tider fremadrettet, men hvem i den finansielle verden gør ikke det.

Bilsalget i USA dykker
Da investorerne i de europæiske aktiemarkeder mødte onsdag, var det med friske amerikanske bilsalgstal i bagagen, og endnu en gang skuffede udviklingen. I februar blev der solgt 9,1 mio. biler i USA, hvilket lyder ganske pænt, men i januar blev der solgt 9,6 mio. enheder, så tilbagegangen var ikke til at overse. Bilsalget i februar var det laveste siden 1981, og set i forhold til antallet af amerikanere var tallet det laveste siden anden verdenskrig.

I opgørelsen kunne investorerne se, at det især var gået ud over BMW, der måtte notere en tilbagegang i salget i USA på 35 pct. i februar, mens Daimlers salg var faldet med 24 pct. og Volkswagens med knap 20 pct.

I lyset af de kedelige tal vedrørende bilsalget i USA kunne der være lagt i kakkelovnen til de tyske bilproducenter, men investorerne havde åbenbart haft en god fornemmelse af, hvilken vej vinden blæste, for på et tidspunkt onsdag lå de tre bilproducenter alle til kursstigninger.

Tal fra France Telecom
Den franske telekoncern var aktuel med regnskabstal for 2008, der resultatmæssigt blev betegnet som dårligere end ventet. I det forgangne år var det blevet til et overskud efter skat på godt 4 mia. euro, hvorimod analytikerne havde haft et overskud på godt 5 mia. euro i tankerne.

France Telecom er ramt på hjemmemarkedet af den økonomiske afmatning, og endvidere har koncernen måtte foretage nedskrivninger på goodwill, hvilket er en del af forklaringen på, at resultatet ikke indfriede analytikernes forventninger.

Til gengæld var omsætningen lidt større end ventet, og derudover vil France Telecom gå nye veje for at øge indtjeningen blandt andet ved at tilbyde kunderne betalings-TV.

BRANCHENYT
Læs også