USA-aviser kæmper

Amerikanske avishuse falder på stribe.Flere avisselskaber gisper efter vejret og er gået i frivillig betalingsstandsning for at redde sig gennem krisen.

Hæderkronede amerikanske aviser lider, og flere ser ud til at bukke under for presset, hvis ikke det allerede er sket.

Det hjælper ikke at hedde hverken New York Times eller Rupert Murdoch, for annoncekrisen bider alle steder, og med skarpslebne tænder.

Det seneste halve år har fyringsrunderne stået i kø, og flere amerikanske avisinstitutioner har indgivet konkursbegæring under den såkaldte Chapter 11. Det betyder, at selskabet fortsætter og arbejder på at finde ny finansiering - ofte på grund af et alt for højt gældsniveau - for at undgå at sætte det sidste punktum.

Den skæbne er overgået bl.a. Tribune Company, der ejer aviserne Chicago Tribune og Los Angeles Times, men også Philadelphia Newspapers og Journal Register Company befinder sig i samme situation.

Andre som Rocky Mountain News døde simpelthen blot 55 dage før sin 150 års fødselsdag, og det bliver næppe den sidste i rækken.

Ud over de selskaber, der allerede har taget det delvise eller det fulde skridt hen imod en lukning, arbejder andre aviser fortsat på at blive solgt. Det gælder eksempelvis San Francisco Examiner, Miami Herald og Seattle Post-Intelligencer.

Alle er ramt
Sidstnævnte er ejet af Hearst Corporations, som satte Seattle-avisen til salg i januar med en tidsfrist på 60 dage. Den udløber snarligt, og det kan betyde, at avisen enten må lukke eller fortsætte som rendyrket online-avis.

New York Times, der ofte betragtes som en af verdens bedste aviser, kæmper også for sin fremtid, men den skulle dog indtil videre være sikret efter et lån på ca. en kvart mia. dollars fra den mexicanske rigmand Carlos Slim Helu.

Det ændrer dog ikke på, at fremtiden er alt andet en lyserød for New York Times, som sidste år luftede planer om at sælge sit hovedsæde og samtidig måtte se ratingbureauerne nedjustere sine vurderinger af selskabet til niveauet lige over junkstatus. Og selvfølgelig, fristes man til at sige, har New York Times Companys aktiekurs fået stryg.

I dag har selskabet blot 20 pct. tilbage af sin værdi i forhold til for et år siden.

Heller ikke verdens største medievirksomhed, News Corp., styrer uden om konjunkturerne. Nedskrivninger i regnskabsårets andet kvartal gav Rupert Murdochs selskab et underskud på 7,6 mia. dollars, og der er lagt op til besparelser over hele linjen i 2009.

Rupert Murdoch lagde ved regnskabsfremlæggelsen i sidste måned da heller ikke skjul på, at nedgangen skyldes det grumme økonomiske klima, og han advarede om, at nedturen kunne blive både dybere og længerevarende, end hvad man hidtil har troet.

En anden årsag til avisernes nedtur er konkurrencen fra internettet, hvor aviserne naturligvis må være til stede. Men hvor man indtil nettets ankomst kunne tage penge for sine nyheder i den trykte avis, har de været gratis på nettet - og annonceomsætningen er ud over sin indbyggede konjunkturfølsomhed ikke omfattende nok til at finansiere store og dyre avisredaktioner.

Nogle som f.eks. Nicholas Lemann, dekan på Columbia University's School of Journalism, mener, at samfundet vil komme til at lide under avisdøden, fordi den kritiske journalistik forsvinder, og det vil være et farvel til original nyhedsindsamling.

Andre som Robert G. Picard, leder af Media Management and Transformation Centre ved Jönköping International Business School, er af en anden opfattelse, så længe aviserne ikke for alvor rykker på det indholdsmæssige.

For nylig opremsede han på sin blog en liste af den myriade af nyheder, som han var stødt på. Og konklusionen var ubarmhjemtig:

»Var det interessant? Ja. Var det væsentligt? Næppe. Så værdifuldt, at man kan få folk til at betale for det? Aldrig.«

BRANCHENYT
Læs også