Frygt for kasinokollaps

Et MGM Mirage på vej mod betalingsstandsning er symptom på krisen i Las Vegas.

MGM Mirage, en af verdens største kasinokoncerner, er i alvorlige økonomiske vanskeligheder. Det har rystet spillebyen Las Vegas, hvor koncernen driver et dusin kasinohoteller og spillekasinoer. I en børsmeddelelse oplyser MGM Mirage, at koncernen »er i risiko for ikke at kunne honorere forpligtelserne« på to obligationslån.

Begge er på 1,2 mia. dollars. Det ene udløber i år og det andet i 2010.

MGM Mirage har trukket de 842 mio. dollars, der resterer på koncernens kassekredit, hvilket imidlertid ikke er nok.

Koncernen er dybt involveret i bygningen af CityCenter, der med en byggesum på 9 mia. dollars er det hidtil mest ambitiøse projekt på The Strip i Las Vegas. Foruden kasinoer og et shoppingcenter omfatter CityCenter ferielejligheder og hoteller, heriblandt luksushotellet Mandarin Oriental.

Spillerne udebliver
MGM Mirage mangler finansiering på 1,2 mia. dollars til at færdiggøre CityCenter, selv om koncernen i fjor hentede Dubai World ind som medinvestor, imod at den mellemøstlige koncern fik en aktiepost i MGM Mirage.

De seneste 12 måneder er kursen på MGM Mirage faldet med 12 pct. under indtryk af den store tilbagegang i besøgstallet i Las Vegas, hvilket er gået hårdt ud over kasinoindtægterne. De gæster, der fortsat kommer, bruger væsentligt færre penge, og som den største operatør rammer det MGM Mirage.

Gårsdagens børsmeddelelse barberede yderligere 28 pct. af kursen, da børsen i New York åbnede, hvilket sender koncernens markedsværdi ned i bare 600 mio. dollars.

Der knytter sig en række betingelser til gældsposterne i MGM Mirage.

Koncernen, hvis hovedaktionær er den 91-årige milliardær Kirk Kerkorian, overholdt betingelserne den 31. december 2008, men »hvis den negative økonomiske udvikling i almindelighed og for spilleindustrien i særdeleshed fortsætter«, kan betingelserne blive brudt med udgangen af marts, og dermed er MGM Mirage reelt i betalingsstandsning.

MGM Mirage vil ikke oplyse om sine forventninger til udfaldet af sine forhandlinger med kreditorerne.

BRANCHENYT
Læs også