Bagmandspolitiet: Bagger bag tremmer

Stein Bagger har siddet varetægtsfængslet siden den 16. december. Alligevel er bagmandspolitiet ikke klar til at give den svindelsigtede it-direktør friheden tilbage.

»Vi gentager øvelsen fra sidste retsmøde,« siger politiinspektør Jesper Friedrichsen, Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk Kriminalitet - også kendt som bagmandspolitiet.

Meldingen hentyder til, at varetægtsfængslingen af Stein Bagger udløber på fredag. Derfor mødes anklagemyndigheden og Stein Baggers forsvarer, advokat Lars Kjeldsen, nok engang i Retten i Lyngby.

Sidste gang parterne mødtes i retten, var den 6. februar, hvor resultatet blev en forlængelse af varetægtsfængslingen af Bagger med fire uger. Det er altså samme resultat, man går efter denne gang.

Ingen nye argumenter
Om det vil lykkes at holde Stein Bagger bag lås og slå i Ringsted Arrest, er uvist. I hvert fald har bagmandspolitiet ikke tænkt sig at præsentere retten for nye argumenter.

I stedet forklares det, at man endnu en gang vil argumentere med, at Stein Bagger oprindelig tog flugten til USA, ligesom han slettede e-mails og dermed ødelagde bevismateriale. Baggers forsvarer, Lars Kjeldsen, ventes derimod at kræve, at hans klient sættes på fri fod.

Stein Bagger er sigtet for groft bedrageri og dokumentfalsk for op mod en mia. kr. Ifølge eksperter risikerer den tidligere IT Factory-direktør i værste fald en dom på otte års fængsel.

BRANCHENYT
Læs også