IT Factory-millioner er forsvundet

Oprydningen, der lakker mod enden, har ikke givet bonus. •Der mangler fortsat op mod 250 mio. kr. i IT Factory-kassen.

Kreditorernes sporhund, advokat Boris Frederiksen, har efter måneders granskning af IT Factory-konkursboet stadig ikke set skyggen af de op mod 250 mio. kr., som savnes i it-firmaets kasse efter Stein Baggers svindelnumre.

»Når man laver regnestykket, når vi frem til, at der mangler et beløb i størrelsesordenen 200-250 mio. kr. Vi har ikke fundet regninger af privat karakter, der vidner om, at pengene er forsvundet på den måde,« siger Boris Frederiksen, der er udpeget som kurator i konkursboet.

Som sådan har han ansvaret for den økonomiske oprydning i den milliardstore svindelsag. En oprydning, som lakker mod enden. I løbet af to-tre uger fremlægger Boris Frederiksen en endelig redegørelse, der sætter et formelt punktum i sagen. Som tingene står i dag, vil enden på Stein Baggers leasing-svindel som direktør i IT Factory ende med, at pengene forbliver sporløst forsvundet.

Pengene er væk
Når det ikke er lykkedes at opspore Bagger-millionerne, skyldes det ikke, at man ikke har kæmpet for sagen. Men Stein Baggers kreative brug af udenlandske fupfirmaer gør pengejagten til en solid udfordring.

»Det, der gør det svært, er, at pengene kan og i et vist omfang formentlig vil være forsvundet i de transaktioner, som kører ind over de udenlandske partnere,« siger Boris Frederiksen. Arbejdet er samtidig ikke blevet lettere af, at Stein Bagger har nægtet at hjælpe med opklaringen af svindelnumrene.

Ingen forpligtelser
Afvisningen får dog ikke kreditorernes førstemand til at se rødt.

»Stein Bagger er ikke forpligtet til at hjælpe konkursboet, når der er en strafferetlig efterforskning. Derfor er det sådan set helt fair, hvis han ikke vil hjælpe,« siger Boris Frederiksen.

Han peger på, at forklaringen på den nyttesløse jagt på it-millionerne selvfølgelig kan være, at pengene for længst er brugt på alt fra dyre vine til eksotiske rejser.

»Ting, som ikke efterlader andet end et behageligt minde,« siger Boris Frederiksen.

Mellem linjerne skinner det dog tydeligt igennem, at det ikke er en forklaring, han har stor tiltro til.

Selv om kreditorer som IBM, Danske Bank og Sydbank ikke kan se frem til at få nogle af de svindlede millioner retur, betyder det ikke, at Boris Frederiksen helt har opgivet håbet. Han peger således på, at der stadig er noget materiale, som skal granskes for pengespor, inden håndklædet kastes endegyldigt i ringen.

BRANCHENYT
Læs også