Ebh konkurs ad bagvejen

Selskabet af 27. november 2008 a/s - den tidligere Ebh Bank a/s - har ikke råd til at gå konkurs.

Den tidligere Ebh Bank kan ikke klare omkostningerne til en konkursbehandling. Og statsselskabet Finansiel Stabilitet vil ikke betale. Derfor søger banken nu at opnå konkurs ad bagdøren.

Det sker ved, at hele ledelsen - bestyrelse og direktion - i Selskabet af 27. november 2008 går af samlet.

Eneste udvej
Håbet er, at det vil få Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til at tvangsindløse selskabet.

»Vi har ingen midler i selskabet, og for ikke at komme i ansvar i forhold til fondsbørslovgivningen for det endnu børsnoterede selskab, ser vi ingen anden udvej,« siger bestyrelsesformand Egon Korsbæk.

Ebh Bank er fortsat børsnoteret til en kursværdi af 5 øre. Det betyder, at der skal offentliggøres regnskab og fondsbørsmeddelelser. Sker det ikke, kan der udstedes dagbøder til ledelsen i selskabet.

»Men der er intet andet end værdiløse aktier og hybrid kernekapital i selskabet. Så der er ikke nogen midler at betale den slags med. Vi har spurgt Finansiel Stabilitet, om selskabet vil stille den nødvendige sikkerhed for omkostninger ved en konkursbehandling, men det vil det ikke. Derfor søger vi at opnå en opløsning af selskabet på denne måde,« siger Egon Korsbæk.

Beslutningen kommer få dage efter, at Morgenavisen Jyllands-Posten kunne beskrive, hvordan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen truer med sagsanlæg mod Ebh Fondens bestyrelse, som er identisk med den tidligere bankbestyrelse.

Tabte 5 mia. kr.
Ebh Bank måtte have hjælp fra skatteyderne og driften køre videre i statsselskabet Finansiel Stabilitet, efter at der i 2008 på 11 måneder var tabt godt 5 mia. kr.

Også afviklingsselskabet bag Roskilde Bank har indgivet konkursbegæring, mens Bonusbanken er på vej i solvent likvidation.

BRANCHENYT
Læs også