0

Folkebørsen lukker ned

Regeringen tager første skridt til at afvikle folkebørsen, når danskerne fra sommer får mulighed for at tage deres penge ud af den Særlige Pensionsopsparing.

Folkebørsen skal afvikles.

Når hundredtusindvis af danskere til sommer hæver deres SP-opsparing, bliver folkebørsen for dyr. I første omgang lukkes der for tilgang af nye kunder og nye investeringsfonde pr. 1. oktober 2009.

Målet er at afvikle det frie valg for de danskere, der ikke benytter sig af tilbuddet om at hæve deres SP-opsparing.

»Når alle kontohavere får mulighed for at hæve indestående på deres SP-konto, er forudsætningerne for den interne valgfrihed i SP-ordningen ikke længere til stede,« fremgår det af lovforslaget om adgangen til at hæve de i gennemsnit 15.000 kr., som danskerne har stående på deres SP-opsparing.

I ATP bekræfter kundechef Ellen Dalsgaard Zdravkovic, at det kan ende med en egentlig afvikling.

»De lave omkostninger til at drive folkebørsen og SP - på ca. 30 kr. pr. opsparer om året - skal fastholdes. Derfor skal alle omkostninger gås efter med lup for at reducere udgifterne, når en pæn del af kunderne pludselig trækker deres penge ud. Vi ved ikke, hvad politikerne vil gøre i anden omgang,« siger Ellen Dalsgaard Zdravkovic

En nærliggende løsning er at overlade investeringen af de resterende SP-ordninger til ATP, der i forvejen står for den største del af investeringerne.

Blot 8.000-9.000 af 3,2 mio. danskere har i dag valgt at investere via folkebørsen.

»Når der er lukket for tilgangen af nye kunder fra efteråret, vil folkebørsen jo løbe tom for kunder på et tidspunkt. Vi ved heller ikke, hvor mange af de nuværende kunder, der hæver deres SP. Men de tilbageværende bliver ikke smidt ud med et snuptag,« siger Beskæftigelsesministeriets kommunikationschef Søren Gregersen, der ikke vil give et bud på, hvad næste trin i at afvikle det frie valg bliver.

..

Vil du læse mere?
Få adgang via din arbejdsmail
Har din arbejdsplads et Finans erhvervsabonnement kan du få adgang til alt indhold.
BRANCHENYT
Læs også