Diskret konkurskurs

Tilsyn Otte gange på tre år hejste Finanstilsynet i al hemmelighed advarselsflaget over for Roskilde Bank. Alligevel bliver aktionærer og kunder fortsat holdt i uvidenhed om tilsynets gøren og laden under finanskrisen.

»Når kunderne ringer og spørger, hvordan det går, siger jeg, at det går godt, og at solen skinner.«

(Direktør Preben Johnsen, Løkken Sparekasse, august 2008. Et halvt år senere blev banken overtaget af det statslige afviklingsselskab).

»Bankens likviditet er stabil og tilfredsstillende.«

(Børsmeddelelse fra Amagerbanken, september 2008. Få dage senere måtte banken underkaste sig en statslig likviditetsgaranti).

»Det har længe været kendt, at Roskilde Bank har et stort engagement i ejendomssektoren. Men der er jo intet, som tyder på, at det giver banken problemer.«

(Søren Kaare Andersen, direktør i Roskilde Bank, juli 2008. Få uger senere krakkede banken efter tab på ejendomsudlån).

Læg mærke til disse udtalelser. Der bliver ikke ruttet med sandheden. Måske forståeligt, for tillid og illusionen om finansiel styrke er i sidste ende enhver banks eksistensgrundlag. Ikke desto mindre er ærtesuppen mellem sandhed og løgn blevet lovligt tyk i de danske banker på det seneste.

Det er et problem. For ingen udefrakommende, ingen kontrolinstans med indsigt i bankernes økonomi, kan i dag lovligt anfægte topchefernes mere eller mindre fantasirige udlægninger af virkeligheden. Ergo befinder aktionærer, kunder og omverdenen i øvrigt sig i det dilemma, at de enten må stole på bankdirektørerne eller handle i blinde. Der er ingen middelvej.

Hvor galt det kan gå, når tavshed fører for vidt, afsløres ubarmhjertigt i en ny bog, ”Blændværk”, der udkommer på torsdag og er skrevet af Roskilde-redaktør Morten Jeppesen. Bogen har til formål at beskrive Roskilde Banks storhed og fald. Vel vidste vi godt, at der var råddenskab i domkirkebyens finansielle skamstøtte. Men virkeligheden overgår forestillingsevnen, hvis man skal tro bogen, der rummer den hidtil grundigste sammenhængende fortælling om Roskilde Banks deroute.

Her får vi beretningen om en søvnig bestyrelse, der overlader al magt til en ærgerrig og enevældig direktør, Niels Valentin Hansen. Vi får beretningen om, hvordan kreditkontrollen er sat ud af kraft. Og hvordan direktøren selv godkender 90 pct. af alle de kreditter, der egentlig skulle forelægges bestyrelsen, på forventet efterbevilling.

Men i særdeleshed får vi et sjældent indblik i Finanstilsynets ellers ”strengt fortroligt”-stemplede kamp for at gøre bankledelsen begribeligt, at den var på kurs mod kaos. Gentagne gange er Finanstilsynet blevet beskyldt for at være passiv og vende det blinde øje til Roskilde Banks amokløb. Forfatterens indsigt i korrespondancen mellem tilsyn og bankledelse kaster et nyt lys på den side af sagen. Mindst otte gange i løbet af Roskilde Banks sidste tre leveår advarede Finanstilsynet bankens ledelse om, at den var på gale veje.

Tre gange påpegede tilsynet, at bankens vækst var faretruende høj. To gange hævede tilsynet kravet til bankens kapitalgrundlag, der var blevet for spinkelt til at bære det stigende forretningsvolumen. Tre-fire gange vurderede tilsynet, at bankens interne kontrol var for ringe.

I april 2005 udstedte Finanstilsynet i ét hug 25 påbud om ændret adfærd til Roskilde Bank. I hvert fald nogle af påbuddene blev tilsyneladende aldrig efterlevet.

I oktober 2006 gennemgik tilsynet Roskilde Banks 32 største kreditter. Heraf var 28 til ejendomskunder, og samme antal var bevilget af direktionen udenom bestyrelsen. Igen advarede tilsynet om, at den interne kontrol var for dårlig. Ligesom den gjorde under en ny kontrol et år senere, der også mundede ud i krav om ekstra hensættelser til tab for op mod 200 mio. kr.

Og da Roskilde Bank i juli 2008 måtte søge ly hos Nationalbanken, krævede Finanstilsynet, at 12 revisorer kulegravede banken i 14 dage. Deres konklusion: Der var tabt 3,5 mia. kr., og banken kunne herefter ikke lovligt drives videre.

Finanstilsynet var altså helt klar over, at det meste sejlede i Roskilde Bank. Men det forblev en velbevaret hemmelighed lige indtil, banken krakkede. Hvorfor? Fordi tilsynet havde tavshedspligt og ikke lovligt kunne fortælle omverdenen om sine forbehold. Det kan tilsynet stadig ikke.

I forrige uge lempede Folketinget ganske vist tavshedspligten. Nu kan Finanstilsynet udtale sig om banker. Vel at mærke, når de er gået konkurs med statslige midler i klemme. Det kan fallerede aktionærer og stavnsbundne kunder i de næste banker, der må melde sig til tvungen afvikling, bare ikke bruge til noget som helst. For hvad skal man egentlig med en vagthund, når den ikke må gø?

Finanstilsynets tavshedspligt er ikke mindst indført af frygt for, at åbenhed om banker på krisekurs kan få kunderne til at trække deres indskud ud i et såkaldt run på banken. Sker det, dør banken næsten med sikkerhed af mangel på likviditet. Men siden er kundernes incitament til at tømme osparingskontiene forsvundet. Med bankpakke I indførte regeringen nemlig midlertidigt en ubegrænset garanti for kundernes indskud i tilfælde af bankkrak.

Havde regering og Folketing valgt at gøre den ordning permanent, ville ethvert argument for en mur af tavshed om Finanstilsynets arbejde være forsvundet. Ja, tilsynet kunne endda blive pålagt at gøre sin vurdering af bankernes økonomiske styrke offentlig og dermed sikre en varedeklaration og gennemsigtighed, der kunne forebygge nye krak.

Nu er den chance forpasset. I stedet afventer vi i spænding næste finansielle skønmaleri fra direktionskontorerne. Og næste bankkrak.

BRANCHENYT
Læs også