Dansk turisme sakker agterud

Danmark er ikke det optimale land i verden, hvis man vil investere i turistindustrien.

»Danmark er et dejligt land,« lyder omkvædet i Shu-bi-duas landeplage fra 1978, men den danske selvopfattelse slår ikke helt igennem i den netop offentliggjorte rapport om turistindustriens konkurrenceevne.

I ”The Travel & Tourism Competitiveness Report 2009” fra World Economic Forum er Danmark rykket ned fra en 13. til en 14. plads med Holland og Finland som de nærmeste naboer.

Rapporten måler ikke så meget de enkelte landes muligheder for at tiltrække turister, men nok så meget landenes potentiale, når det gælder investeringer i turisme, om end de to hænger sammen.

På nogle punkter ligger Danmark i den globale elite, men på andre punkter rangerer Den Lille Havfrues land så lavt, at det trækker ned i den samlede bedømmelse.

Menneskelige ressourcer
Danmark henter især sin styrke, når det gælder de menneskelige ressourcer. Det generelt høje uddannelsesniveau, danskernes forståelse for værdien af god service samt ikke mindst danskernes generelt gode sprogkundskaber er stærke faktorer, men vigtigst er det fleksible arbejdsmarked, der er essentiel for netop turistindustrien, og derfor er Danmark i denne kategori næstbedst i verden - kun overgået af Singapore.

På miljø- og klimaområdet rangerer Danmark også i den globale top, især på grund af den politiske enighed om at turistindustrien skal udvikles i bæredygtig retning, og fordi den danske natur derfor er i god stand sammenlignet med mange andre lande. At der på grund af Danmarks størrelse ikke er så megen unik natur at byde på, kan næppe lastes nogen, men det trækker ned i karakterbogen.

Dermed kan Folketinget notere sig, at mange års indsats på naturbevaringsområdet nu for alvor begynder at sætte sig spor i den internationale vurdering af Danmark.

Omvendt falder det tilbage på regering og folketing, at den politiske prioritering af turistindustrien og den manglende økonomiske opbakning på dette felt ekspederer Danmark ned på en 91. plads.

Danmarks status understreges af, at konkurrenterne i Top 3 er Schweiz og Sverige.

Sikkerhed i top - endnu
Dataindsamlingen til The Travel & Tourism Competitiveness Report 2009 har fundet sted, før uroen på Nørrebro for alvor begyndte at sætte dagsordenen. Ellers er det næppe sandsynligt, at Danmark kunne indtage positionen som det fjerde sikreste land i verden.

De faktorer, der for alvor trækker ned i karakterbogen for Danmark, er de velkendte: Det meget høje prisniveau og ikke mindst verdens højeste skattetryk; heriblandt verdens højeste moms, hvilket ”Forårspakke 2.0” ikke rokker ved. Skattetrykket sender således Danmark ned på en 125. plads, mens prisniveauet udløser en 131. plads. Det rammer også Danmark hårdt (96. plads), at lufthavnsafgifterne under ét er så høje. Da statsafgiften er afskaffet, understreger rapporten, at især Københavns Lufthavne, hvori staten ejer 39 pct., må bære en tankevækkende del af ansvaret for Danmarks trods alt ikke optimale konkurrenceevne inden for turistindustrien.

BRANCHENYT
Læs også