Vognmænd: Regeringen løber fra løfter

Skatteministeren lovede, at skattestoppet gjaldt for lastbiler, men skattereformen koster vognmændene 500 mio. kr.

Regeringen løber fra sine løfter over for transportbranchen. Anklagen kommer fra vognmændenes brancheorganisation, DTL, efter at regeringen sammen med Dansk Folkeparti som en del af skattereformen øger kørselsafgifter for lastbiler med 500 mio. kr. om året.

Det var ved præsentationen af regeringens trafikplan, at skatteminister Kristian Jensen (V) sagde, at der ville komme grønne kørselsafgifter for lastbiler, men at det ville blive kædet sammen med lavere afgifter på andre felter, så de samlede afgifter ikke steg.

»Det er et klokkeklart løftebrud. Vi sagde allerede, da skatteministeren fremsatte løftet, at vi ville holde ham fast på det, og det er det, vi gør. Samfundet har ingen hverken økonomisk eller miljømæssig gevinst ved at beskatte de danske transportvirksomheder yderligere,« siger DTL's adm. direktør, Erik Østergaard.

Ministeren afviser
Kristian Jensen afviser at have begået løftebrud.

»Jeg beklager, hvis jeg har været upræcis, men sagen er, at vi hele tiden har sagt, at der i forbindelse med en skattereform kunne komme en omlægning, hvor nogle skatter ville gå op for at sætte skatten på arbejde ned, og det er helt rimeligt, at vognmændene også bidrager. Jeg har i mine år som skatteminister hørt ét klart ønske fra erhvervslivet, også fra vognmændene, og det var, at vi skulle blive mere konkurrencedygtige på skatten på arbejde. Det sker nu,« siger Kristian Jensen.

BRANCHENYT
Læs også