Køkkenvogn på kant med franske statsbaner

Anita Møller fra Roskilde har tabt en kamp med de franske jernbaner og de danske patentmyndigheder.

Hun må ikke kalde sit mobile cateringfirma for Orientexpressen. I opgøret har Sø- og Handelsretten givet Ankenævnet for Patenter og Varemærker og de franske statsbaner, Société Nationale des Chemins de Fer Francias (SNCF), medhold. Anita Møller, der er iværksætter, står tilbage med en økonomisk øretæve efter at have trådt den franske gigant over tæerne.

SNCF reagerede, da Anita Møller ønskede registrering af sin køkkenvogn, der sælger hawaiiansk mad på markeder og festivaler rundt om i Danmark under navnet Orientexpressen. SNCF mener, at Møllers lille firma gik for tæt på det gamle varemærke for det berømte tog Orient-Express, der er registreret for hotelvirksomhed. Men Anita Møller er uforstående:

»Vi laver jo to forskellige ting. Jeg har en køkkenvogn, hvor jeg laver Hawaii-inspireret mad, og de gør det i hoteller, og så er domstolen nået frem til, at der er lighed, for de også har mad ud af huset.«

Anita Møller, der har valgt at køre sagen uden advokat, er dømt til at betale sagsomkostninger for i alt 40.000 kr. Hun har endnu ikke besluttet, om hun vil anke til Højesteret.

BRANCHENYT
Læs også