Kort nyt - Erhverv

Slagteri uden lønstigninger De administrative medarbejdere i slagterikoncernen Danish Crown får ikke den normale lønregulering i år. Det fik de omkring 350 medarbejdere besked om på et møde i går i hovedsædet i Randers.

Danish Crown har igangsat en plan, der skal sikre slagteriets konkurrencedygtighed, og et af de første elementer bliver en såkaldt nullønregulering for den gruppe, der normalt forhandler løn en gang om året.



Øget stigning i priserne
Forbrug Det samlede forbrugerprisindeks for februar steg 1,9 pct. i forhold til samme måned sidste år. I marts var den tilsvarende årsstigning på 1,8 pct., viser tal fra Danmarks Statistik. Det er især højere priser på øl, der bidrager til, at alkoholiske drikkevarer og tobak er steget med 4,6 pct. Uddannelse er steget med 4,3 pct., da det er blevet dyrere at gå aftenskole. Men tøj og sko er faldet med 4,1 pct. Også gruppen ”Kommunikation” er faldet - med 3,3 pct.

G4S er nu den største
Sikring Finanskrisen påvirker sikringskoncernen G4S, der nu er verdens største, ligegyldigt hvordan man måler. Det sagde koncernchef Nick Buckles på en telekonference, efter at koncernen kom med regnskab for 2008. Han venter dog, at selskabet kan klare udfordringerne og komme styrket ud af krisen. »Recessionen kan give øgede markedsandele, selvom det samlede marked falder,« konstaterer han. G4S fik i fjor en omsætning på 48,5 mia. kr. mod 36,7 mia. året før. Overskuddet før skat endte på 2,2 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også