Pund og dollar blev svækket

Flere dårlige signaler fra den britiske økonomi svækkede pundet.Øget risikoappetit gjorde den amerikanske dollar en smule blød i knæene.

Brevkasse for investorer Der er ikke meget, som flasker sig for den britiske økonomi i øjeblikket, så inden fremlæggelsen af tirsdagens tal for industriproduktionen i Storbritannien havde investorerne deres bange anelser, og det viste sig at være berettiget.

Uventet stort fald
I januar faldt den britiske industriproduktion med 2,6 pct. i forhold til måneden forinden, mens analytikerne havde forestillet sig et fald i størrelsesordenen 1,2 pct., og bedre blev det ikke, når udviklingen blev opgjort på årsbasis. Set i forhold til januar 2008 var industriproduktionen i januar 2009 faldet med hele 11,4 pct., hvilket var den største tilbagegang på et år siden begyndelsen af 1981, og det overraskende store fald vidnede om en økonomi, der tilsyneladende har tilladt recessionen at rodfæste sig.

Nu var den omfattende reduktion i industriproduktionen kun en brik i den mosaik, som fremprovokerede investorernes bekymringer over den økonomiske situation i Storbritannien. En anden forklarende faktor var de uheldige tendenser, der næsten dagligt har kendetegnet den finansielle sektor.

At mange britiske banker kæmper en brav kamp for at genvinde deres konstitution, er investorerne mere end bevidste om, men derfor er det alligevel ubehageligt med påmindelser a la weekendens håndsrækning til Lloyd's. Den delvise nationalisering af banken Lloyd's har ikke fået investorerne til at se med mildere øjne på den britiske økonomi, og såvel faldet i industriproduktionen som problemerne hos Lloyd's var med til at presse pundet.

Som lidt ekstra malurt i bægeret fik investorerne den seneste RICS-undersøgelse, der forsøger at give et bud på de kommende takter på ejendomsmarkedet i Storbritannien, og den viste ikke overraskende, at boligsalget er på det laveste niveau i over 30 år. Endvidere kunne investorerne mellem linjerne se, at huspriserne let kan falde yderligere til skade for stemningen i adskillige private husholdninger.

Allerede mandag blev den britiske valuta sendt på rutsjetur over for euroen, og tirsdag havde pundet fortsat de allerstørste vanskeligheder med at holde skansen. I dansk regning blev det britiske pund tirsdag ved 16-tiden handlet til 808,10 kr. mod 814,20 kr. eftermiddagen forinden.

Største fald siden 1990
Svenskerne lå heller ikke på den lade side, når det gjaldt om at fremvise stor tilbagegang i industriproduktionen, men også i dette tilfælde syntes investorerne at være forberedte på det værste.

I januar faldt den svenske industriproduktion med 2,5 pct. i forhold til måneden før, mens investorerne havde håbet, at de kunne slippe med et fald på omkring 2,0 pct. Men når januar-tallet blev opgjort på årsbasis, blev de enorme problemer for svensk industri sat frit til skue, for industriproduktioner var over de forgangne 12 måneder faldet med hele 22,9 pct. Opgjort på årsbasis var januar-tallet det værste siden 1990.

Den amerikanske dollar satte sig over for flere af de europæiske valutaer under tirsdagens handel, da investorernes behov for en flugtvaluta aftog.

Dollaren gik lidt af mode
Dollarens rolle som sikker havn syntes udspillet - i alt fald for en stund, da de europæiske aktiemarkeder først på eftermiddagen artede sig hæderligt og derved gav investorerne lidt mere mod på tilværelsen.

Adskillige aktiemarkeder oplevede pæn fremgang tirsdag eftermiddag, da investorerne begyndte at korrigere deres beholdninger af bankaktier som reaktion på meldinger om, at den amerikanske finanskoncern Citigroup angiveligt havde tjent penge i de første to måneder af indeværende år.

Den forbedrede stemning på aktiebørserne mindskede interessen for den amerikanske valuta, og tirsdag ved 16-tiden blev den handlet til 582,40 kr. mod 589,80 kr. mandag aften.

Euroen fik mere plads
Selv om euroen fik lidt mere plads hen over tirsdagen og dermed indhentede noget af det tabte i forhold til dollaren, var der grænser for dens stigningspotentiale grundet meldinger fra det italienske ECB-medlem Lorenzo Bini Smaghi.

Ifølge Smaghi er Den Europæiske Centralbank rede til at sænke renten til nul, hvis deflationen begynder at true eller den nuværende økonomiske situation forværres yderligere.

BRANCHENYT
Læs også