Seernes frie pakkevalg

Teknisk set kan seerne frit vælge tv-kanaler fra en buket af alle markedets tv- tilbud. Men forretningsmæssigt er det frie valg en utopi. Pakke- løsningerne er kommet for at blive.

Forbrugerens helt frie valg er et eftertragtet mål, men på tv-markedet ville det ifølge udbyderne få fatale konsekvenser, hvis man førte tanken helt uden i livet, så hver enkelt husstand selv kunne vælge, om den ønsker 3, 7, 10, 18 eller endnu flere kanaler.

Selv om den kommende digitalisering er med til at skubbe en endnu større valgfrihed på vej, ville der næppe være hverken 10, 18 eller flere kanaler at vælge imellem, hvis man førte det frie valg konsekvent ud i livet. Det til trods for, at der i princippet ikke er nogen teknologiske forhindringer.

Til gengæld ville kun få tv-stationer kunne stable en sammenhængende forretning på benene, hvis hver enkelt husstand blot skulle sætte et flueben ud for de foretrukne kanaler uden at skulle betale for kanaler, familien aldrig bruger et eneste sekund på.

Tv-kanalernes liv er nemlig især afhængige af de abonnementsindtægter, man får i kassen ved at være ude hos så mange husstande som muligt, og samtidig skæpper annoncekronerne først for alvor, når man over for annoncørerne kan dokumentere, at man når ud til et vist antal husstande.

Det er de økonomiske hovedargumenter for, at det frie valg aldrig bliver helt frit på tv-markedet.

Større valgfrihed
»Det er en sympatisk tanke, og teknisk er det ikke noget problem overhovedet, men den bunder i manglende viden om, hvordan markedet fungerer. Mange tv-kanaler ville falde bort, eller også skulle de måske gange prisen med 15 for at få det samme provenu ind. Det ville ingen husstande gå med til,« siger Ole Simonsen, adm. direktør hos kabel-tv-udbyderen Stofa.

Hans konkurrent hos Canal Digital, Jens Arnesen, ligger helt på linje og nævner også de administrative problemer, det ville skabe på f.eks. fakturasiden.

»Det er en teknisk udfordring, der er til at løse, men det svarer til, at jeg kun ville have Jyllands-Postens artikler om tennis og helst kun dem om Caroline Wozniacki. Det gider Jyllands Postens annoncører ikke betale ret meget for, og så kommer jeg som læser til det i stedet. Når det er sagt, er jeg dog ikke i tvivl om, at mere valgfrihed til forbrugerne er en tendens, der er kommet for at blive. Og så er det min opgave at skabe nogle enkle løsninger, som både er til at betale og som rent faktisk også giver reel valgfrihed. Det er de to ting, der skal gå op i en højere enhed,« siger han.

Overskuelige pakker
Det frie valg lyder altid mere attråværdigt end det mindre frie valg, men det er ikke nødvendigvis tilfældet her, mener Yousees vicedirektør, Ulf Lund. Han fremhæver en række fordele ved det pakkesystem, som tv-udbyderne bruger i dag - det skaber overskuelighed og gør det nemmere for forbrugerne at vælge.

»Man kan godt tilstræbe mere frit valg, men en verden helt uden faste tv-pakker kan at blive både dyrere og dårligere for seerne. Pakkerne, som vi kender i dag, er garant for et bredt udvalg af tv-kanaler. Bred distribution er nødvendig for tv-kanaler. Pakkerne gør det også lettere og mere brugervenligt.«

Alligevel er det et faktum, at tv-udbyderne hele tiden forsøger at konkurrere på valgfriheden. Viasat satser på emnepakker som f.eks. underholdning og nyheder, sport eller dokumentar, mens Canal Digitals nye Family Mix-pakke er en pakke bestående af 13 obligatoriske kanaler plus muligheden for at vælge yderligere to kanaler blandt 50 mulige og derudover vælge ekstra kanaler for 10 kr. om måneden.

Også Yousee og Stofa opererer med øget valgfrihed. Yousee tilbyder på deres digitale kabel-tv fire ekstra kanaler for 48 kr. månedligt, mens Stofa har Bland Selv-pakker med fem eller ni kanaler og desuden temapakker at vælge imellem.

Opblødning på vej
Det er alt sammen tendenser hen imod fuldblods a la carte, og det vil fortsætte, vurderer Steen Ulf Jensen, adm. direktør hos Boxer TV, der er den sidste nye spiller på tv-distributørmarkedet.

Boxer TV skal drive det kommende digitale sendenet, og Steen Ulf Jensen mener, at Boxers ankomst allerede har været med til at gøre tv-markedet mere fleksibelt og med mulighed for frie valg - og det vil fortsætte:

»Over tid vil tingene løsne sig op og gøre pakkestrukturen mindre konform. Der vil ske en opblødning,« forudsiger han uden dog at erklære pakketeringen for død.

»Det er med til at gøre det mere overskueligt med faste pakker og priser.«

Boxer TV har endnu ikke taget stilling til, hvordan dets pakkers endelige udseende vil være. Men det ligger fast, at man vil tilbyde 29 kanaler i 16 forskellige tv-pakker. I øjeblikket kører selskabet med en introduktionspakke i Jylland.

I modsætning til konkurrenterne vil Boxer TV dog tilbyde de bedste kanaler i de små pakker.

»Vores tilbud bliver omvendt i forhold til, at konkurrenterne, som bliver dyre og tilbyder mange kanaler, lægger de bedste kanaler op i de største pakker. Vores primære målgruppe er dem med almindelig stueantenne, som har frasagt sig parabol. Masser af husstande vil gerne se 50 kanaler, og det gør de allerede, men det er ikke dem, vi går efter.«

Drømmesyn
Konklusionen er, at man ikke skal gøre sig forhåbninger om, at nogle af de nævnte tv-selskaber i fremtiden vil sende en afkrydsningsliste ud til sine kunder for at undersøge, præcis hvilke kanaler man ønsker at betale for. Som Stofas Ole Simonsen siger det:

»De, der drømmer om at vælge programmer ét for ét, må forblive i drømmen.«





BRANCHENYT
Læs også