LARS LIEBST PÅ BLOKKEN

TV 2 er ikke i akut bekneb for en ny statslig hjælpepakke, forsikrer bestyrelsesformand Lars Liebst. • Kun hvis alting falder sammen.

I har lige fået en redningspakke - nu vil I have en ny. Hvordan kan det være?

Vi vil overhovedet ikke have en ny. Det, jeg forsøgte at sige i dagbladet Børsen i sidste uge, var, at verden ser anderledes ud nu, end da den redningspakke blev skruet sammen. Jeg erindrer noget med, at der også var både en bankpakke I, II og III, så jeg sagde det for ikke at lukke ned for den mulighed.

Hvorfor skærer I ikke bare ned som andre virksomheder?

Hallo, hallo, hallo. Sammenligner man med eksempelvis JP/Politikens Hus har vi skåret meget ned sidste år. Selvfølgelig kigger vi på vores omkostninger ligesom alle andre virksomheder.

Hvor slemt står det egentlig til på TV 2?

Ikke værre, end at vi er i stand til at komme igennem det her. Vi kommer fornuftigt ud af 2008, og den sti agter vi at fortsætte ud ad. Men hvis alting falder sammen, er vi på den igen. Den hypotese bliver vi nødt til at have med i regnestykket.

Hvor mange penge ville I så have brug for fra staten?

Det kan jeg slet ikke udtale mig om. P.t. går vi ikke til nogen, men satser på at klare os selv.

Så det er ikke akut, at I har brug for penge?

Nej, i første omgang klarer vi os selv.

Hvor slemt kan I tåle, at det bliver?

Det rækker min fantasi ikke til at sige noget om. Jeg vil ikke lægge mig fast på en eller anden procentsats.

Du sammenligner jer med Danske Bank og bankpakker - er det et udtryk for, at TV 2 er lige så vigtig for samfundet som banksystemet?

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad der er vigtigst, men jeg tror, at de fleste er enige i, at medier er vigtige for den demokratiske proces.

BRANCHENYT
Læs også