Rig på gæld

Hvis der er noget, som verden er rig på i dag, så er det gæld.

Selv om det kan være vanskeligt at se lyspunkterne efter en regnskabssæson, hvor meldingerne fra langt de fleste børsnoterede selskaber bekræfter, at vi kun lige er ved begyndelsen af den realøkonomiske nedtur, er der noget fascinerende ved hele situationen. Det er sjældent, at stort set hele klodens befolkning er sammen om noget.

Naturfænomener som solformørkelse, jordskælv eller tsunamier har de elektroniske medier ganske vist sørget for, at vi alle kan dele, men det er jo alligevel kun promiller af Jordens befolkning, som oplever det i virkeligheden.

Men den aktuelle økonomiske nedtur skal man langt ud i de mest afsondrede dele af verden for at finde de promiller af Jordens befolkning, som ikke vil mærke én eller anden effekt af. Det begyndte i USA, som traditionelt har været den førende økonomi i verden. Nu kan man måske snart stille spørgsmål om, hvor meget økonomi, der er tilbage.

Nedturen kan ses som en konsekvens af et fantastisk globalt illusionsnummer, et globalt pyramidespil. Kreditboblen, som er bygget op gennem ganske mange år, og som for nogle har fremstået som et økonomisk mirakel. Men i virkeligheden var den ganske enkle sammenhæng, at øget likviditet vil få værdierne på stort set alle aktiver til at stige. For 20-30 år siden var man bekymret over, at almindelige menneskers mulighed for at udstede checks ville føre til ukontrolleret forbrug.

Men udbredelsen af kreditkort har nok været et større skridt, og efterhånden som det blev muligt at optage lån i fast ejendom - til hvilket som helst formål og stort set lige så let, som det dengang var at få et checkhæfte - har det da krævet redefinering af pengemængdebegreberne.

Når man så tilmed forlængede afdragsperioderne for tilbagebetaling af realkreditlån for til sidst helt at give mulighed for afdragsfrihed, førte det til en helt anden opfattelse af, hvad definitionen på et lån egentlig er. For ikke at sige definitionen på det at eje.

Få har i dag opfattelse af, at man skal spare op for at kunne investere i et hus, en bil, en computer eller en mobiltelefon. Det gælder for den enkelte, men tilsvarende gælder det også for virksomheder og stater. USA har i mange år levet med såvel budgetunderskud på de offentlige finanser som betalingsbalanceunderskud, som primært Kina har finansieret ved at købe amerikanske statsgældsbeviser. De amerikanske husholdninger har på deres niveau holdt økonomien i gang ved at optage lån i deres boliger. Når der er ubegrænset adgang til at låne, vil priserne på boligerne uvægerligt stige, for det er ”næsten gratis” at byde op. Når så priserne efterfølgende stiger, føler den enkelte, at han eller hun bliver rigere, uanset at det er de samme mursten, som vedkommende står med. Når man føler sig rigere, vil man være tilbøjelig til at øge sit forbrug. Hvem kan bekymre sig om et fjernsyn til 25.000 kr., når familiens hus er øget med 3 mio. kr. i værdi, siden man købte det.

I virkeligheden er hele klodens befolkning kollektivt blevet enige om at sætte ejendomsværdierne i vejret og på den måde forære hinanden nogle millioner - i hvert fald boligejerne. Men også virksomhederne blev sat op i værdi, bl.a. kom der nye værdiansættelsesmetoder frem via kapitalfondene, som tog udgangspunkt i modeller fra bankernes kreditafdelinger frem for gammeldags egenkapital-baserede modeller. Alt sammen som en følge af den globale pengerigelighed. Endelig oplevede priserne på fundamentale råvarer også en eksplosion frem mod, at hele boblen revnede i 2008.

Hvis der er noget, verden er rig på i dag - ud over oplevelsen - er det gæld. Og spørgsmålet er, hvad der skal ske med de astronomiske beløb, som en god del af verdens befolkning skylder. Under hele opbygningen af verdens gæld, har man i virkeligheden fremskyndet mange års forbrug. Det er derfor økonomien blomstrede, og ikke fordi Lars Løkke Rasmussen var et geni. Skal gælden afvikles, i takt med at ejendomspriserne og priserne på aktier og alle mulige andre aktiver falder tilbage, må vi tilsvarende leve med et langt lavere forbrug end vores disponible indkomst. Det er desværre gift for økonomien, som i en selvforstærkende negativ spiral vil kollapse. Så vi er nødt til at gennemføre en kontrolleret landing.

På globalt plan vil det også være en løsning at lære kineserne at forbruge. De kunne såmænd fortjene at bytte med amerikanerne, islændingene og danskerne for den sags skyld. Bare 10- 15 år. 8 kr. i timen, 10 timer om dagen, 7 dage om ugen.

Det kunne være fascinerende. Men lad os se, hvad de selv vil, når vi skal blive enige om, hvordan gælden skal afvikles.

BRANCHENYT
Læs også