Danmark er blandt duksene

Kun fire andre lande har mindre svind end danske butikker. Kosmetik, elektronisk udstyr og tøj stjæles mest.

Selv om detailhandelen anmelder flere kunder for butikstyveri og oplever en stigning i tyveri blandt medarbejderne, er Danmark blandt de lande i verden, hvor problemet er mindst.

Ifølge en global undersøgelse ligger Danmark på en femteplads over lande i verden med det laveste svind. Kun Japan, Østrig, Schweiz og Tyskland har mindre svind i butikkerne.

Den verdensomspændende analyse er foretaget af den britiske konsulentvirksomhed Centre of Retail Research. Den viser, at detailhandelen i Danmark har et svind, der svarer til 1,20 pct. af omsætningen. I de bedste lande udgør svind 1 pct. af omsætningen, mens gennemsnittet for Europa er 1,27 pct.

Medarbejdertyverier
Ifølge undersøgelsen skyldes knap halvdelen af svindet uærlige kunder, der fjerner varer fra butikkerne uden at betale for dem. Medarbejderne står for omkring en tredjedel af tabet, fordi de stjæler varer eller penge fra arbejdsgiveren. Resten skyldes interne fejl. Rapporten vurderer på den baggrund, at svindet forårsaget af medarbejderne udgør et milliardbeløb herhjemme.

Både Danmark og Europa har et mindre svind end resten af verden. I USA forsvinder 1,48 pct. af omsætningen, og en stor del skyldes medarbejderne. En af forklaringerne er, at lønniveauet i USA er lavere, så de ansatte bevilger sig selv en lønregulering.

Værst i Indien
Problemets omfang er tilsyneladende suverænt størst i Indien, hvor 3,1 pct. af omsætningen fordufter i svind.

Mens der er store globale variationer i omfanget af tyveri og almindeligt svind, er det stort set de samme brancher, som er hårdest ramt.

Værst ser det ud for byggebranchen og automobilindustrien, der har et stort svind af reservedele og byggematerialer. På de næste pladser kommer kosmetikindustrien og tøjbranchen.

Generelt går tyvene først og fremmest efter kostbare varer, som ikke fylder ret meget og derfor er nemme at stjæle. Dvd'er, Ipod, spil og andre elektroniske artikler er blandt de mest populære tyvekoster. Kosmetik og parfumere forsvinder også i stor stil, ligesom der stjæles masser af tøj fra butikkerne.

BRANCHENYT
Læs også