Hugo Chávez er ØK's bedste ven

Det er vigtigere at se på, hvad han gør, end hvad han siger, mener ØK-topchefen. Efter 2012 skal der ekspanderes til lande uden for Venezuela, men i Sydamerika.

De fleste direktører og aktionærer ville nok ryste lidt på hånden, hvis 80 pct. af deres koncerns indtjening blev hentet i Venezuela. Et land med en meget højtråbende præsident, Hugo Chávez, der konstant taler om socialisme frem for kapitalisme og truer med nationalisering af alle, der ikke er enige med ham.

Men ikke ØK. Her er man tværtimod godt tilfreds med den farverige og koleriske præsident. Siden Hugo Chávez kom til magten, er ØK's indtjening kun gået en vej: Op.

»Med den socialistisk orienterede Chávez har forretningsmiljøet ændret sig i Venezuela. Der er flere kontroller og mere bureaukrati. På den anden side betyder det også, at det ikke vælter ind over grænsen med konkurrenter. Der skal knowhow til for at fungere i Venezuela,« siger adm. direktør Bent Porsborg fra Plumrose, Venezuela, som er ØK's største datterselskab.

ØK har mere end 50 års erfaring i Venezuela og har for længst oprettet en afdeling, som tager sig af alt papirarbejdet omkring arbejdsmiljø, skat og valutaproblematikken. Sidste år havde ØK et driftsoverskud på 678 mio. kr. Heraf var de 538 mio. kr. skabt i Venezuela.

»Der er meget kritik af Chávez og Venezuela, men mange af ændringerne er kopier af, hvad der er sket på arbejdsmiljøområdet i Europa. Og hvorfor skulle arbejdere i Venezuela ikke have de samme rettigheder og arbejdsforhold som i Europa. Lønningerne er også blevet højere, og det er til vores fordel, fordi vi får skabt en ny forbrugergruppe som har råd til at købe vores produkter,« siger Bent Porsborg.

Foods er uundværlig
Den store eksponering mod kun ét land, har ofte fået analytikerne til at advare mod ØK. Men deres anbefalinger til ledelsen om at få solgt Plumrose fra er faldet på gold jord. Og foreløbig har selskabet haft ret i, at det har skabt større værdi for aktionærerne at beholde Plumrose end at sælge det.

I de senere år er kravet om et frasalg også forstummet. I dag ville ØK ikke kunne eksistere uden Foods, som divisionen hedder. Ud af en samlet omsætning på 5,3 mia. kr. står Foods for 63 pct. eller godt 3,3 mia. kr.

Store investeringer
ØK er da også i gang med et af sine største investeringsprogrammer i Venezuela med udvidelse af svinefarme, udbygning af sin kødforædlingsfabrik samt styrkelse af en i forvejen enestående position som distributør. Investeringerne, som er på flere hundrede millioner dollars, ventes afsluttet i 2012. Herefter skal der for første gang kigges ud over Venezuelas grænser for at finde nye vækstmarkeder.

»Der er lidt kendskab til vores mærker i Ecuador og Costa Rica, men ellers ikke. Hvis vi går ind i andre lande, bliver det nødvendigt at opbygge navnet fra bunden. Derfor vil det være billigere at købe et hensygnende brand og revitalisere det. Under alle omstændigheder vil vi blive en regional spiller. I flere af de øvrige sydamerikanske lande er der store konkurrenter til stede,« siger koncernchef Niels Henrik Jensen fra ØK.

Investeringerne i Venezuela foregår ved at optage gæld. ØK låner penge til 13 pct. i rente i en økonomi med en inflation på 30 pct.: »Det er meget attraktivt at låne penge til det renteniveau og en valutasikring af vores investeringer,« siger Niels Henrik Jensen.

Olien giver velstand
Venezuela er en olieøkonomi og ØK's store succes de senere år hænger tæt sammen med udviklingen i olieprisen. De store olieindtægter har betydet øget velstand for den menige venezuelaner. Her har politikerne været meget bevidste om at sikre mad nok til folk og et udbud af varer, som de har råd til at købe.

I det kommende år regner Venezuela med en gennemsnitlig oliepris på 60 dollars pr. tønde for at få budgettet til at hænge sammen. Det er et pænt stykke over den nuværende pris, men både det amerikanske energiministerium og Barclays Bank venter en gennemsnitspris i 2009 på 60 dollars. Herhjemme regner finansministeriet med 55 dollars pr. tønde.

»Faldet i oliepriserne vil kunne mærkes. Vi har de senere år ligget på en overskudsgrad på 16-18 pct., og det kan ikke fremskrives i al uendelighed. Den normale marginal for en fødevarevirksomhed vil være på 10-12 pct., og det er der, vi bevæger os hen,« siger Bent Porsborg.



BRANCHENYT
Læs også